Orienteringsmøde på DG slog alle rekorder
31. januar 2011 - kl. 13:00 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Over 200 forældre og elever fra folkeskolens afgangsklasser mødte op til Åbent Hus Arrangement på Dronninglund Gymnasium
Håndbold eller ej, så var der næsten håndboldstemning på Dronninglund Gymnasium, da rektor Peter Hvid åbnede den årlige orienteringsaften for elever fra folkeskolernes 9. og 10. klasse og bød velkommen til mere end 200 elever med forældre.
Der var stillet mange stole frem, men efterhånden som klokken slog i slag blev flere og flere stole fundet frem for at alle kunne sidde ned. Orienteringsaftenen blev lidt af et tilløbsstykke og det er mange år siden, der har været så mange mennesker.
Så det var en glad rektor, der tog orden og i sin tale bl.a. kom ind på de faglige og sociale kompetencer eleverne vil få i løbet af deres tre år på Dronninglund Gymnasium samt hvilke krav, der stilles til eleverne.
Herfra tog lektor Lars Andersen mikrofonen og suppleret af en stribe sjove og skæve billeder på storskærmen, causerede Lars Andersen humoristisk over livet på DG i årets løb med stort og småt, fester og events, undervisning og studieture. Kort sagt, skolelivet på DG med fokus på kerneværdierne faglighed, socialt samvær og god atmosfære.
Efter talerne gik alle eleverne med forældre ud i klasselokalerne, hvor lærere og nuværende elever fortalte om fag og studieretninger, lektielæsning, overgangen fra folkeskolen til gymnasiet og mange andre emner, der optager de kommende elever.
Orienteringsaftenen sluttede med rundvisning på skolen med stop ved de mange faglige boder rundt omkring, hvor eleverne kunne få et lille indblik i de enkelte fag og møde deres (måske) kommende lærere.
Naturfagene havde til lejligheden stillet lavet forskellige forsøgsopstillinger, kemi lavede bolsjer, idræts og fysik målte puls og lungekapacitet og selvfølgelig var der også mulighed for at følge VM-kampen mellem Danmark og Sverige.
Men at dømme efter interessen for håndbold, var der den aften mange andre og mere vigtige ting, der optog eleverne fra 9. og 10. klasse, nemlig: Skal vi gå i 1.g på Dronninglund Gymnasium efter sommerferien?
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Orienteringsmøde på DG slog alle rekorder' til en bekendt