Læs denne uges Finansbarometer lige her
26. oktober 2010 - kl. 10:02 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
SaebyAvis bringer hver uge uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhænging analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.
Skuffende tal for forbrugertilliden
Danmark
Danmarks Statistik offentliggjorde i ugens løb tal for forbrugertilliden i oktober. Lidt skuffende med vores øjne faldt forbrugertilliden fra 2,3 i september til 0,6 i oktober – det er det laveste niveau siden juni måned, hvor regeringens genopretningspakke kortvarigt rykkede forbrugertilliden i negativt terræn. Renser vi for sæsonvariation, så viste tallene stadig et fald i forbrugertilliden fra 2,2 til 1,2.
Det er især vurderingen af Danmarks aktuelle økonomiske situation, der falder tilbage, og det til trods for, at de rå data faktisk har vist en særdeles flot økonomisk vækst på næsten 4 % over det seneste år. Ligeledes blev både fordelagtigheden af at skaffe større forbrugsgoder og familiens aktuelle økonomiske situation vurderet dårligere. Især sidstnævnte er lidt bekymrende, da det netop er dette underindeks, der er det mest retningsgivende for den faktiske forbrugsudvikling. Familierne har ikke vurderet deres aktuelle økonomiske situation så dårligt siden januar i år. Danskerne frygter også lidt mere stigende ledighed i forhold til september, hvor indekset stiger fra 1,5 til 2,2.
Igennem længere tid har snakken om de danske forbrugere centreret sig omkring, hvornår de nu fik pungen op af lommen. De faktiske forbrugstal har imidlertid vist, at danskerne i høj grad har fået mere mod på forbrug i kølvandet på historisk lave renter, skattelettelser og SP-penge, og det private forbrug er faktisk steget med hele 3,3 % over det seneste år – væsentligt mere end hvad de fleste økonomer havde ventet og håbet på. Det rette spørgsmål i øjeblikket er således snarere, om husholdningerne allerede nu er i gang med at trykke på forbrugsbremsen, eller om forbrugsvæksten vil fortsætte i et pænt tempo over de kommende kvartaler. Signalerne er lidt blandede – dankortomsætningen har nærmest holdt sig fladt gennem de seneste måneder, mens de seneste tal for bilsalget giver håb om yderligere forbrugsvækst. Denne uges tal for forbrugertilliden er som nævnt også lidt skuffende, men har dog i et lidt længere perspektiv bevæget sig i den rigtige retning, og vi befinder os stadig i positivt terræn.
Renter
De stigende europæiske pengemarkedsrenter påvirker også det danske obligationsmarked. I sidste uge forhøjede Nationalbanken foliorenten med 0,10 %-point til 0,6 % for at modvirke valutaudstrømningen som følge af det negative rentespænd på det meget korte pengemarked. Da de korte europæiske pengemarkedsrenter er fortsat op siden da, finder vi det relativt sandsynligt, at Nationalbanken leverer endnu en renteforhøjelse på 0,10 %-point i den nærmeste fremtid, hvis valutaudstrømningen tager til. Det er dog også muligt, at Nationalbanken vil være lidt mere tålmodig end normalt i lyset af Danmarks bugnende valutareserve. Derfor venter Nationalbanken måske med at sætte renten op til efter det næste ECB-møde.
Den danske pengemarkedskurve er imidlertid meget stejl, og rentespændet er derfor fortsat positivt over for de europæiske renter for løbetider over en måned, selv om det er negativt for de meget korte løbetider. Det kan i sig selv modvirke valutaudstrømningen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her ' til en bekendt