Sæby Golfklubs turneringshold har været i aktion i weekenden
9. august 2010 - kl. 11:26 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Pigerne skulle “kun” spille søndag, men inden kampen mod de evige rivaler fra Brønderslev, havde Sæby-pigerne afgjort puljen, og kvalificeret sig til kampen om oprykning til 2. division. Der var dog ingen tegn på manglende motivation, Brønderslev blev sendt hjem med et nederlag på 7-2. Jonna Kejser og Jette Nymark vandt deres foursome, og der var singelsejre til Jette Caludann og Anne Kofod.
Resultatet betyder at Sæby-pigerne har vundet alle deres kampe i denne sæson, super flot.
Pigerne skal spille om oprykning i Hammel den 19. september, og herfra skal lyde et stort held og lykke.
Herreholdene har været på banen både lørdag og søndag, og klubbens 3. divisionhold skulle møde puljens absolutte tophold fra Himmerland, og der var en plet fra udekampen, som skulle vaskes væk. Og det blev den, en meget flot sejr 8-6 på hjemmebane, og det var f……. uhyggelig spændende. Kampen blev først afgjort på 18. hul i den allersidste kamp, foursomen, hvor Himmerland havde muligheden for at løbe med det hele, det krævede at de holede det sidste put fra lidt under 2 meter, men den lille drilske bold blev slået en anelse for hårdt, og det betød, at den tog hulkanten hele vejen rundt uden at gå i hul, og det betød en delt foursome og en sejr i matchen til Sæby. De øvrige point blev leveret i singlerne af Jakob Borregaard, Jakob Thiessen og ikke mindst af Thorkil Jørgensen. Flot klaret drenge.
Søndagens kamp skulle spilles på Morsø Golfklubs bane, men det betød også at der var afgang fra Sæby allerede kl. 05.30, om det var det eller at kampen ikke havde den store betydning for placeringen i puljen vides ikke, men i hvert tilfælde blev Sæby slået 10-4, kun Jesper Christensen og Henning Jensen formåede at vinde.
Holdet i kvalifikationsrækken var ramt af et par afbud til weekendens kampe, og så blev der debut til et par af klubbens helt unge drenge. Lørdag skulle holdet møde topholdet Løkken, og det blev til et nederlag på 12-2, den enlige sejre leverede Kasper Rysholt. I kampen mod Løkken debuterede den blot 14-årige Jakob Dalmose Nielsen, og Jakob kæmpede flot, men det blev desværre ikke til sejr i denne omgang.
Søndag var Jakob Dalmose Nielsen igen i kamp og her blev det til endnu en debut, denne gang var det 13-årige Philip Caludann, der fik lov til at betale nogle lærepenge. Søndagens kamp var imod Frederikshavn, og kampen blev i den sidste kamp, foursomen, hvor Sæby skulle hole et 4 meter put for at dele matchen, og det lykkedes desværre ikke, så de 4 point gik til Frederikshavn, som dermed vandt 10-4.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Golfklubs turneringshold har været i aktion i weekenden' til en bekendt