
Sangglade ældre sang med på vise- og fællessange
22. februar 2010 - kl. 13:40 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
For nylig blev der afholdt visesang for ældre i Voerså IFs klubhus. Arrangøren var Hyggeklubben, og når de afholder deres månedlige komsammen, plejer der at være omkring 40 fremmødte. De ældre er lidt påpasselige med at komme ud i denne tid, og kun 25 var mødt frem.
Hyggeklubben drives alene ved frivillige, der alle undtagen én har været tilknyttet Den Kommunale Hjemmepleje. Tilknyttet hjemmeplejen er alle de ældre også, og de nyder at kunne komme hjemmefra ved hjælp af de frivillige, der sørger for både arrangementer og transport.
Dagens underholdning skulle have været Lise Hansen med sang og guitarspil, men Lise var blevet forhindret, og i hendes sted trådte Kurt Welander fra Visens Venner i Hjørring til.
Stor var forundringen blandt de ældre da både Lise Hansen, Kurt Welander og Bjørn Lundby dukkede op. Forklaringen kommer her, og Lise Hansen fortæller selv.
– Jeg fik tilbudt en rolle i stykket “Festen” på Hjørring Teater. Jeg skulle spille farmor, og min ældste søn var tres år gammel. Men her fik jeg et problem, for jeg er kun seks år ældre, men det mente teaterets folk, at det kunne der sagtens findes ud af. Kurt Welander spiller farfar i stykket, og nu har vi taget fri fra resten af prøverne i dag, og vi nåede lige at komme frem til tiden her i eftermiddag.
De tre sang- og musikglade mennesker lagde straks ud ved ankomsten, og så fik de ældre både solosang, guitarspil, duet- og tostemmigt sang samt fællessange – det hele akkompagneret af Bjørn Lundby på elklaver.
FEP

Dagens underholdning var visesang med Lise Hansen og Kurt Welander akkompagneret af Bjørn Lundby på elklaver.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sangglade ældre sang med på vise- og fællessange' til en bekendt