
Ny aftale styrker politiets it-sikkerhed
5. januar 2016 - kl. 10:21 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Rigspolitiet og CSC Danmark har gennemført et forhandlingsforløb, hvor omdrejningspunktet har været it-sikkerheden i relation til de it-ydelser, som CSC Danmark leverer til Rigspolitiet. Rigspolitiet har gennemført forhandlingerne med bistand fra Kammeradvokaten, samt konsulenter med it-teknisk og it-forretningsmæssig ekspertise.
Forhandlingerne har ført frem til, at Rigspolitiet og CSC Danmark har indgået en aftale om, at it-sikkerheden på udvalgte områder styrkes, og at Rigspolitiets muligheder for at udøve kontrol med CSC Danmarks it-ydelser øges.
Som en del af aftalen er der enighed om at foretage yderligere separation af Rigspolitiets mainframe-miljø hos CSC Danmark.Den yderligere separation er et væsentligt element i forberedelsen af det udbud af systemerne, som Rigspolitiet vil gennemføre inden udløbet af den nuværende kontraktperiode.
”Vi er meget tilfredse med aftalen, som indebærer, at vi i Rigspolitiet kan være betrygget i, at CSC Danmark har det rette sikkerhedsniveau på de systemer, som de driver for os”, udtaler konstitueret It-direktør i Rigspolitiet John Vestergaard.
”Denne aftale, der betyder et styrket samarbejde vedr. IT-sikkerhed fremover, bekræfter det gode samarbejde mellem Rigspolitiet og CSC”, udtaler Industry Director and General Manager, Public Sector i CSC Danmark Jette Aagaard Madsen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ny aftale styrker politiets it-sikkerhed' til en bekendt