
Østervrå: 40 år i forbrugernes tjeneste…
4. marts 2013 - kl. 9:23 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I 40 år har Kurt Agerdal været med til at sørge for at bl.a. varmeforbrugerne ved Østervrå Varmeværk er sikret en god og stabil forsyning.
Fredag havde værkets bestyrelse indbudt til reception i Østervrå Kulturhus, hvor rigtig mange kolleger, familie, venner, samarbejdsparter, bestyrelsesmedlemmer og forbrugere lagde vejen forbi. Det var alle kommet for at vise deres respekt og ønske tillykke, og samtidig voksede gavebordet støt.
Der var rosende ord til den trofaste medarbejder, som i det daglige er en del af den trio, der ikke kun har ansvaret for forsyningen af både vand og varme i Østervrå, men også varetager varmeforsyningen i Thorshøj.
Solid og stabil arbejdskraft er kendetegnende for de ansatte ved Østervrå Varmeværk, og den rolige og venlige måde de går til opgaverne og forbrugerne på, konstaterede formand for Østervrå Varmeværk Jørgen Aagreen i sin tale til jubilaren. Han lagde ikke skjul på at dagens hovedperson er en stor kapacitet på sit område. – Du udfører dit arbejde til punkt og prikke, du er ikke bleg for at yde en indsats, og du er en meget værdsat medarbejder og kollega. Vi er glade for at kunne fejre dig, men frygter samtidig den dag, hvor de beslutter dig til at forlade skuden – til gengæld er vi glade for, at du valgte os og byen som dit foretrukne domæne, sagde formanden, der kvitterede med værkets jubilæumsgave – et gavekort på nogle fortjente fridag til et sted efter eget valg.
Tidligere formand Poul Karlsen gav et kort rids af værkets udvikling, og det gode samarbejde han havde oplevet med Kurt Agerdal, et samarbejde han havde sat stor pris på.
ÅB
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.





Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Østervrå: 40 år i forbrugernes tjeneste...' til en bekendt