
Ejerskifte hos Hejslet Begravelsesforretning
27. maj 2026 - kl. 11:08 - af Jeanette Wildenhoft
Pr. 1. juni 2026 bliver Hejslet Begravelsesforretning del af Houkjær Begravelse.
Det betyder, at de fire tidligere Hejslet-forretninger i Sæby, Frederikshavn, Elling og Hals kommer til at være del af Houkjær Begravelse. Det samme gør sig gældende for begravelsesforretningen Buurgaard & Jessen i Frederikshavn.
Houkjær Begravelse blev grundlagt af Jakob Houkjær i Odder i 2014. I dag er det Danmarks største i branchen med ca. 100 lokalafdelinger fordelt over det meste af landet – og nu kan Sæby og Frederikshavn føjes til kortet over lokalafdelinger.
Begravelsesforretning med lang historie
Siden Villy Hejslet i samarbejde med sin hustru Ingrid, i 1984 startede bedemandsforretningen i Sæby, har Hejslet Bedemandsforretning været en af de forretninger, som har haft størst betydning for byens indbyggere.
Forretningen flyttede i 1985 til de nuværende lokaler på adressen Grønnegade 12. Til start blev forretningen drevet i Villys private spisestue, inden man omkring 2001 tog de nuværende lokaler på adressen i brug.
I 1995 overtager Villys søn, John Hejslet, forretningen og opkøber ligeledes Frederikshavns begravelsesforretning.
Efter, i et par år, at have kørt sideløbende forretninger, beslutter Villy og John at samle de to forretninger under navnet, Hejslet Begravelsesforretning.
I 2001 bliver Frank Hejslet ansat i firmaet, og i 2005 overtager de to sønner Frank og John ejerskabet af forretningen efter deres far, mens Villy fortsætter som medarbejder indtil sin død i 2010.
I foråret 2022 trækker John sig fra firmaets daglige ledelse, hvorefter Frank driver virksomheden videre som eneejer – hvilket han har gjort indtil den 1. juni i år.
Samme høje kvalitet
På trods af de nye ejerforhold vil forretningens kunder ikke møde ændringer i forretningens daglige drift ligesom personalet ikke ændrer sig, forsikrer Frank Hejslet.
Derudover forbliver den personlige og omsorgsfulde rådgivning i en svær tid, som kendetegner Hejslet Begravelsesforretning den samme.
”Vi er meget stolte af at få to veldrevne forretninger med i Houkjær Begravelse. Her er dygtige bedemænd med mange års erfaring og et stort kendskab til Vendsyssel fra Hals til Skagen”, siger Jakob Houkjær begejstret.
”Alt det lokale, de har kunnet indtil nu, kan de også efter 1. juni. Men oven i det, kan de nu tilbyde meget mere, der kan gøre den sidste afsked helt personlig”, forklarer han.
Blandt de nyeste tilbud er Houkjær Bobehandling, som gratis hjælper med at skabe overblik og sikre, at afdødes værdier og forpligtelser behandles korrekt.
Houkjær Begravelse har et skarpt fokus på faglighed, etik og bæredygtighed, så alle bedemændene får ordnede arbejdsvilkår, løbende efteruddannelse og sparring med dygtige kolleger. Netop for at yde en både empatisk og professionel service til alle før, under og efter et dødsfald.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ejerskifte hos Hejslet Begravelsesforretning' til en bekendt