
Arkivfoto
Hotelpension med mere end 100 års historie får ny ejer
27. december 2022 - kl. 15:18 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Hotelpension Aahøj er solgt til ny passioneret ejer med virkning fra d. 1. januar 2023.
Camilla Kanstrup Grothe har drevet Hotelpension Aahøj siden januar 2016 og har efter eget ønske nu valgt at overdrage huset. Camilla forbliver bosiddende i Sæby, og ved endnu ikke hvad fremtiden bringer, men glæder sig over salget. Camilla vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for mange gode år som hotelejer, hvor hun især ønsker at takke de trofaste stamgæster, som gang på gang har besøgt Aahøj. Desuden ønsker Camilla at takke byens virksomheder for godt samarbejde.
Kamilla Vinter Hoffmann indtræder som ny ejer af Hotelpension Aahøj med virkning fra d. 1. januar 2023, og overtager således de fremtidige reservationer. Kamilla Vinter ønsker at drive hotellet videre i samme stil som hidtil, dog har hun store planer for fremtiden. Kamilla Vinter har blandt andet ambitioner om at udvide hotellet med endnu et værelse, samt etablere to luksuriøse konferencelokaler til glæde for de mange erhvervsgæster fra nær og fjern.
”Sæby er en fantastisk hyggelig by med stort potentiale inden for overnatning og turisme generelt – også har jeg altid haft en forkærlighed for erhvervsturismen, hvilket jeg glæder mig til at afprøve i nye lokaler”, udtaler Kamilla Vinter, der selv er født og opvokset i Nordjylland.
Kamilla Vinter kommer med masser erfaring indenfor hotel- og restaurationsbranchen, hvoraf hun senest har været med til at starte to andre badehoteller op fra bunden. ”Nu har jeg i flere år været med til at eksekvere andres hotelprojekter. Jeg ser frem til at tage ansvar for mit eget sted”, udtaler Kamilla.
”Jeg har kendt Hotelpension Aahøj i en længere periode, og forelskede mig faktisk i stedet fra dag ét.
Dette var længe før hotellet overhovedet kom til salg. Camilla Kanstrup har været en fantastisk værtinde, og hendes personlige aftryk på stedet, ønsker jeg at bevare”, udtaler Kamilla Vinter – der samtidig ønsker Camilla Kanstrup alt muligt held og lykke for fremtiden, med lovning om at tage sig godt af hotellets gæster.
”Jeg skylder en kæmpe tak til forskellige kernepersoner, som har været med til at realisere min drøm om at købe hotelpensionen i Sæby, heraf skal nævnes Hans Erik Kanstrup, Mads Dyhr fra EDC, Søren Kjær Christensen og Kasper Vorre Nielsen fra Sparekassen Danmark samt Bjarne Lyngsø. Mit netværk har været altafgørende for mig”, slutter Kamilla Vinter.
Kamilla Vinter har planer om at invitere til åbningsreception for venner, familie, forretningspartnere og presse i starten af 2023.
Hotelpension Aahøj I/S omdøbes til Hotel Aahøj ApS med virkning fra 1. januar 2023. Hotel Aahøj vil blandt andet bestå af 10 luksuriøse værelser, morgenmadsrestaurant, pejsestue med bar samt to konferencelokaler med udstyr til henholdsvis 40 og 15 personer.
Hotel Aahøj er beliggende i den gamle bydel i Sæby, placeret kun få minutter fra Åen og gågaden.
Aahøj er en bevaringsværdig bygning fra år 1896, hvorfra der har været drevet pension siden 1908.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hotelpension med mere end 100 års historie får ny ejer' til en bekendt