
Hjerteforeningen: Så er vi kommet i gang igen
3. december 2021 - kl. 9:30 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det første foredrag er nu gennemført med stor succes – 100 deltagere deltog i foredraget i Sæby Specktrum.
Hvordan hjælper vi bedst os selv og hinanden, når livet gør ondt?
Fhv. sygehuspræst Ruth Østergaard Poulsen kom i foredraget med masser af bud på, hvad vi kan gøre – og ikke mindst, hvad vi ikke skal gøre og sige, når et menneske er i sorg.
Ruth Østergaard Poulsen møder i sit virke mange patienter og pårørende, der fortæller meget om, at mange – i bedste mening – kommer til at sige noget, som faktisk sårer.
Der er ingen tvivl om, at vi vil det bedste, når vi møder en person i sorg eller i krise men, hvad er det bedste. Der kan ikke gives en facitliste, men trøst kan være en fornærmelse, hvis der ingen trøst er, og “tiden læger ikke alle sår” – “nu skal du også videre” – “tag dig sammen” – sådanne bemærkninger burde give “fængselsstraf” ifølge Ruth Østergaard Poulsen, der anbefaler, at vi ikke giver gode råd til et menneske, der er i sorg/i krise. Der er en årsag til, at vi har en mund og 2 ører – lyt- i stedet for at fortælle om egne oplevelser!
Ruth Østergaard Poulsen gav masser af billeder på livet, fra vi bliver født, til vi skal herfra. Jo mere velfærd – jo mindre plads er der til livet. Alt går så stærkt og vi skal nå så meget. Vi vil helst uden om kriserne, men kriser får os til at holde sammen i familien og med vennerne. Det er kærlighed til livet og til menneskerne.
Et meget spændende og eftertænksomt foredrag, som vi er meget glade for, at vi kunne gennemføre trods stigende coronasmitte, udtaler formanden for Hjerteforeningen Sæby, Merethe Gaardbo.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hjerteforeningen: Så er vi kommet i gang igen' til en bekendt