
Læserbrev: Tvetunget tale fra Venstre
21. oktober 2021 - kl. 8:19 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Når Henrik Buchhave (V) senest i et læserbrev af 6. oktober skriver “…jeg (vil) fortsat kæmpe for en akut dækning” for Sæby-området må jeg sige, at den udtalelse er endog meget hyklerisk.
Den socialdemokratiske gruppe har fundet besparelser, så der var penge til endnu en ambulance i områderne Sæby, Dybvad, Hørby og Østervrå.
Socialdemokraterne gik også ind for, at der i budgettet skulle være penge til forbedringer for vores personale. Besparelserne fremkommer ved at gøre nogle af ambulancerne offentlige, faktuelt en besparelse på 24. mio. om året i forhold til budgettet, som det var.
Her er det værd at huske, at de borgerlige var imod besparelser. Så her bagefter lyder nye toner fra Henrik Buchhave om, at man vil kæmpe for en akut ambulance i Sæby-området, og at “jeg er ked af, at der ikke kunne findes en løsning”.
Jamen Venstre siger så ét i Regionsrådet og noget andet til befolkningen (Sæby, Dybvad, Hørby og Østervrå). Socialdemokraterne ønskede – og var ene herom – at ville dække disse områder. Venstre var imod også Sæby-området. Men nu nye toner! Også Henrik Buchhave har vendt på en tallerken.
Akutambulancen i Hals hjælper på de 375 udrykninger, i Himmerland 490 udrykninger. Tilbage står så Sæby og sydlige opland. Her ville en akutambulance indsat nu kunne hjælpe på ventetiden for 705 udrykninger det næste år. Disse borgere, som altså kunne have fået en akutambulance, må så vente til, at f.eks. Henrik Buchhave holder sig til, når han får chancen.
I Socialdemokratiet har vi før valget arbejdet for akutambulancen. Den vil vi også arbejde for efter valget. Det kunne være en af grundene til, at du stemmer på mig ved valget til Regionsrådet. Jeg siger det samme i regionrådssalen, som udenfor.
Jørgen Rørbæk Henriksen, medlem af Regionsrådet (A)
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læserbrev: Tvetunget tale fra Venstre' til en bekendt