God omsætning til årets Landliggerfest i Lyngså

Foto: Henrik Pedersen

God omsætning til årets Landliggerfest i Lyngså

19. august 2026 - kl. 11:00 - af

Lyngså landliggerfest genererede flot omsætning, på trods af udfordringer med vejret lørdag.

I weekenden blev Lyngså Boldklubs årlige landliggerfest afholdt med et superflot program fordelt ud over fire dage.

Det hele startede torsdag aften med et stort bankospil, hvor der blandt andet blev spillet om 12 finparterede kvarte grise sponsoreret af Solsbæk Agro.

Fredagen blev ligeledes en succes.

“Fredag aften har det altid været svært at fylde teltet op, efter lokalrevyen blev nedlagt for nogle år tilbage”, udtaler formand Ib Thomsen.
Men Mr. Smoking & Miss Q trak godt med folk til teltet, og de leverede varen. Folk gik fra teltet med en stor musikoplevelse rigere denne aften, hvor Sonny Møller rundede det hele af med festmusik fra øverste skuffe.

Lørdagen blev derimod lidt ringere besøgsmæssigt og Lyngså Boldklub manglede folk på pladsen om dagen. Dette skyldes formegentligt det kraftige stormvejr, som hærgede hele lørdagen igennem. Flere af de opstillede telte på pladsen blæste omkuld, og måtte surres ekstra godt fast i den kraftige vind. Dette har selvsagt været en væsentlig årsag til de færre besøgende, men da omsætningen viste sig at tangerer forrige år, må dem som mødte op, have været særdeles købelystne.

Lørdagen startede med et stort havetraktortræk, afholdt af slædeteam Dybvad, efterfulgt af den traditionelle landsbydyst, som Lyngså by vandt igen, igen.
Herefter blev der skudt en syvmands fodboldturnering i gang, hvor serie-5 hold fra henholdsvis Voerså, Ålbæk, Sæby, Agersted og Thorshøj stillede op. Ålbæk løb her med den samlede sejr.

Om aftenen i teltet spillede DJ James efterfulgt af ”Johnny Madsen for faen”, som trykkede den af i teltet i et par timer med alle Madsens største og fedeste hits.
Ved koncertens start var teltet tyndt belagt med gæster, men under kopibandets andet set valfartede det til med især unge gæster, som kom cyklende til Lyngså fra nær og fjern, for at feste igennem. Dette betød at teltet endte med at blive fyldt pænt op.
DJ James rundede aftenen flot af med musik for de mange unge gæster.

Søndagen bød på gratis rundstykker kl. 8.00 og markedsgudstjeneste kl. 9.00.
Kl. 10.00 gik Volstrup Harmonikaklub på scenen, og kl. 12.00 var der sild med tilbehør. Efter silden stod den på underholdning af folkedanserne, hvorefter Volstrup Harmonikaklub atter tog over.
På pladsen var der fyldt med veteranlastbiler, biler, traktorer med mere. Ligesom der var kræmmere, loppesælgere og leg på den flotte naturlegeplads bestående af korncontainer og halmballer, som børnene helt gratis kunne boltre sig i. Legepladsen er sponsoreret af Landmand Torsten Nørgaard og Understed Vognmandsforretning. Endelig kunne Sæby RC Truck Park fremvise deres mange flotte fjernstyrede modellastbiler.

Vejret var en del bedre om søndagen, som da også viste sig at slå forrige års omsætning – til trods lidt færre besøgende denne dag også – dog langt bedre end lørdag under stormen.
Blandt gæsterne havde Landliggerfesten besøg af et par trofaste københavnere. Et gammelt slæng, som var i mindre mandefald, og det store spørgsmål her var; ”hvor var du?”
Lyngså Boldklub er stolte over at de i Lyngså kan trække gæster til så langt væk fra, som København, år efter år.

Søndag blev de sidste lodder i tombolaen solgt, og der kunne meldes totalt udsolgt. Det hele sluttede kl. 15.00, hvor to dages oprydning kunne sættes i gang.

“Vi i Lyngså Boldklub er utrolig stolte over at have så mange trofaste frivillige hjælpere, der år efter år stiller op og giver en hånd med. Ca. 70 frivillige er involveret på den ene eller anden måde i forbindelse med Landliggerfesten, hvilket er helt fantastisk flot for sådan en lille forening. Så vi kan ikke takke vores frivillige nok”, pointerer Ib Thomsen og fortsætter:

“Den dag vi satte det store festtelt op mødte der hele 22 frivillige op på en tirsdag eftermiddag i arbejdstiden. Det er flot.
Derudover skal der lyde en stor tak til alle vores sponsorer, som støtter vores arrangement – enten som musiksponsor, med tombolagevinster eller ved lån af kølecontainer som NH Løft så godvilligt gør.
Vi vil også takke vores elektriker, Bjarne Kristensen for hans uvurderlige indsats under Landliggerfesten, samt Sæby Lastvognsopbygning for lån af biler og telte. Hans Madsen skal ligeledes takkes for lån af minilæsser, samt Jens Christian Bach Poulsen for lån af Slush-Ice maskine.
Listen med dem vi kan takke er uendelig lang, så vi vil bare slutte af med at takke alle, som har bidraget – uanset om det er på den ene eller anden måde. Der skal selvfølgelig også lyde en stor tak til alle vores gæster. Uden dem, ingen landliggerfest”.

Lyngså Boldklub har endnu ikke et overblik over, hvor det hele havner økonomisk. Men klubben har en ret god mavefornemmelse, som siger, at der som minimum tangeres forrige års resultat – og muligvis også slår det med en anelse. I forlængelse af dette sender Lyngså Boldklub en ekstra stor tak til klubbens trofaste og dygtige kasserer, Bente Thomsen, som styrer boldklubbens økonomi med jernhånd.

Nu glæder Boldklubben sig til de næste arrangementer som kommer i løbet af efteråret, hvor der blandt andet bydes på ålegilde, blueskoncert med mere.

Følg Lyngså Boldklubs Facebook side eller hjemmeside, for mere information om kommende arrangementer.

Boldklubben vil ligeledes opfordre folk til at klikke ind på hjemmesiden www.lyngsaaboldklub.dk, hvor man kan se alle dette års musiksponsorer.

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'God omsætning til årets Landliggerfest i Lyngså' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger