Foto: Grippo
Brødrene Rytter vender tilbage – i samme bil
18. august 2026 - kl. 8:35 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Weekendens Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen danner rammen for en helt særlig kørerduo, når Silas og Milan Rytter deler en Lamborghini Huracan Super Trofeo i MHO Danish Endurance Championship.
De nordjyske brødre, som deltager i henholdsvis Lamborghini Super Trofeo Europe og Campionato Italiano Gran Turismo med det professionelle Oregon Team, stiller i weekenden op sammen med DC Motorsport i det danske langdistancemesterskab. Det er opfyldelsen af en drøm, begge brødre har haft i flere år.
“Det bliver en sjov oplevelse, for vi har aldrig prøvet at dele en bil før, og det er faktisk ved at være en del år siden, vi har været i konkurrence mod hinanden, så det bliver en speciel oplevelse”, siger Silas Rytter, som bliver bakket op af lillebror, Milan:
“Jeg glæder mig til at køre sammen med Silas, og jeg håber at vi kan slutte øverst på skamlen. Vi kender jo begge bilen fra de store baner, men det er første gang at jeg kører den på Jyllandsringen”, siger Milan Rytter, som glæder sig til at arbejde tæt sammen med sin storebror:
“Da vi var yngre, var vi hinandens værste konkurrenter, men i dag snakker vi meget sammen og sparrer omkring både træning og løb. Jeg tror, det bliver en særlig weekend, ikke bare for os to, men for hele familien, og jeg glæder mig helt vildt til at give den gas med teamet hos DC Motorsport”, siger han.
Weekendens løb bliver også ét af højdepunkterne på sæsonen for brødrenes sponsorer, som er inviteret til racerløb og masser af hygge på banen søndag.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Brødrene Rytter vender tilbage - i samme bil' til en bekendt