
Arkivfoto
Generalforsamling i Sæby Basket
17. april 2026 - kl. 12:08 - af Jeanette Wildenhoft
Sæby basket har afholdt generalforsamling i klublokalerne i Sæby Spektrum. Her blev Claus Gade valgt til dirigent.
Kasserer Jens Peter Legaard fremlagde regnskabet, der viste et mindre underskud.
Der var genvalg til bestyrelsen af Helle Brandt, Jens Peter Legaard og Sten Frederiksen.
Nyvalgt blev Jane Bang Jensen.
1. suppleant. Marie Louise Melchiorsen
Revisor. Anders Christensen og suppleant Jan Legaard.
Bestyrelsen konstituerer sig ved førstkommende bestyrelsesmøde.
Nedenfor kan du læse formandsberetningen for Sæby Basketball Club 77 af Henrik Hansen, Formand Sæby Basketball Club 77:
Klubben har i denne sæson ikke haft så stor medlemstilgang som i de forrige 2 sæsoner. Derfor har klubben igangsat flere tiltag, så vi også fremover vil være en attraktiv forening i byen.
Turneringen sæson 25/26:
Alle klubbens hold har været tilmeldt forbundet turneringer. Dog har U-17 damer grundet alt for store kørselsafstande ikke deltaget i nogen egentlig forbundsturnering, men har deltaget i flere arrangementer under ”Girls United”, som er en koalition af flere klubber i Nord og Vestjylland, samt nogle træningssamlinger med Nordjyske hold i Brønderslev. Derudover har holdet også spillet en del træningskampe.
En stor tak skal lyde til vores TU- leder Jens Peter Legaard, som har styret/guidet trænerne og holdene igennem turneringen denne sæson, hvor vi var opsøgende hos forbundet fra sæsonstart, så flere store ungdomsstævner denne sæson er blevet afviklet i Sæby.
Klubben råder over 9 turnerings hold denne sæson. Specielt U-13 og U-15 drenge har gjort det rigtig godt denne sæson og ligger i toppen af deres rækker. Bedst går det for Herresenior, som trænes af Bajro Terzic`. Også denne sæson består holdet af spillere med både liga og divisionserfaring, samt unge talentfulde spillere, og pt. ligger holdet da også i toppen af serie 1.
Af andre begivenheder kan nævnes:
- I maj afviklede Klubben for tredje gang ”Gators Camp” over to dage med deltagelse af drenge og piger fra vores U9, U11, U13 og U15 hold. igen en kæmpe succes, hvor ca. 40 spillere fik trænet og deltaget i forskellige konkurrencer samt kampe. ”Campen” blev gennemført af egne trænere fra klubben. ”Campen” vil også blive gennemført i år.
- Havnefesten blev sommeren 2025 afholdt med super godt vejr. Havnefesten, som gennemføres i samarbejde med ”Sæby Bjærge- og Rednings Laug”, gav et rigtigt flot overskud. En stor tak, skal her lyde til alle nye som gamle hjælpere, der stillede op til dette arrangement. Håber mange også vil ”bakke op” omkring Havnefesten her til sommer, som bliver gennemført dagene 10, 11 og 12. juli.
- Som tiltag for at rekruttere flere ungdomsspillere til klubben, har vi været tilmeldt Frederikshavn kommunes initiativ ” Fælles om Fritiden”, hvor skolerne kan få besøg af idrætsklubber i idrætstimerne.
Basketball klubben har gennemført følgende arrangementer fordelt på flere af klubbens ungdomstrænere som instruktører:
- I oktober 3 trænings-seancer, for Nordstjerneskolen 2. og 3. klasser ca. 70 elever med idrætslærere
- I november 4 trænings-seancer for Sæby Privatskole 6., 7., 8. og 9. klasser, ca. 50 elever med idrætslærere
- I februar 3 trænings-seancer for Ungdomsskolen i Frederikshavn
- I marts 4 trænings-seancer, for Sæby skoles 7. og 8. klasser, ca. 50 elever med idrætslærere.
- Klubben var også repræsenteret ved ”Torvets dag” i efteråret.
- Også denne sæson har flere spillere fra U15 drenge deltaget i forbundets Regions / landsholdstræninger.
- I februar deltog klubbens U13 drenge i ”Lystrup Cup”. Det blev en kæmpe oplevelse for holdet, samt til en Bronzemedalje. Holdet er klar, til igen at deltage næste år.
- Klubben har i løbet af året, i samarbejde med Sæby Spektrum, ansøgt forskelige fonde til indsamling af midler til oprettelse af en basketballbane i Hal B.
- Til juni bliver basketball klubben medvært sammen med Frederikshavn kommune til at afvikle ”World Event” (sammenslutning af flere landes firma idræt), hvor vi skal stå for afviklingen af 5 mod 5 og 3 mod 3 Basketball kampe
Afslutningsvis vil jeg gerne bringe en stor tak til spillernes forældre for hjælp og støtte til bl.a. transport samt til vores sponsorer, bestyrelse og igen en særlig stor tak til trænerne i klubben, som fortjener det største skulderklap for deres kæmpe indsats igennem hele sæson.
En særlig tak til klubbens faste dommere Drazinko Banjak, og Morten Olesen, som stiller op til vores hjemmekampe. Også en tak til de spillere/hjælpere, som melder sig til dommerbordet, ved afvikling af kampe. Tusinde tak skal I alle have.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Generalforsamling i Sæby Basket' til en bekendt