Ældresagens sangkor kommer til suppeaften i Mariehuset
Samvær med aftensmad og foredrag i Sæby Kirke
13. marts 2026 - kl. 4:07 - af Jeanette Wildenhoft
Sæby Kirke takker alle, der gav et bidrag til Folkekirkens Nødhjælp her i Sæby sidste søndag. Tak til indsamlerne og tak til alle der gav et bidrag. Sæby Kirke er meget glade for alle bidrag – store som små – det gav et samlet meget flot resultat.
Onsdag den 18. marts kl. 18 holdes Kirkehøjskole i Mariehuset. Lektor Henrik Skovgaard fortæller på himmerlandsk Himmerlandshistorier om landbosamfundets grundværdier i en nutidig sammenhæng. Hurtig tilmelding til Kirkekontoret nødvendig.
Torsdag den 19. marts 17.30 er der suppeaften i Mariehuset med Ældresagens sangkor. Det betyder fællesspisning, hyggeligt samvær og gode danske sange. Kom, lyt til og syng med på et bredt udpluk af danske salmer og sange bl.a. Grundtvig, Rosendal, Jeppe Aakjær og Kaj Norman Andersen. Tilmelding til kirkekontoret eller på kirkens hjemmeside.
Torsdag d. 19. marts kl. 20.00 i forlængelse af suppeaften er Sæby Kirkes skønne kirkerum igen rammen om en aftenmeditation, en kortere gudstjeneste, der lægger op til refleksion og eftertanke over et tema, på baggrund af nogle bibeltekster, og en form, hvor der også er god tid til stilhed og bøn. Temaet denne aften er evig aktuelt: ”Hvad har vi at håbe på.”
Torsdag d. 26. marts kl. 17.00 fejres påskemåltid i Mariehuset. Påsken er kirkens største højtid – andre forbinder nok mest påsken med en påskefrokost. Men mad har faktisk spillet en stor rolle i påsken i flere tusind år, så Sæby Kirke inviterer alle til et traditionelt jødisk påskemåltid med understregning af det kristne budskab om håb. I den kristne påske fejrer vi Jesu opstandelse og befrielsen fra alt det, som vil skille os fra Gud og hans kærlighed, sammen med glæden over at være hans frie børn, der aldrig skal leve uden håb. Mellem de forskellige påskeretter synges påskesalmer og der lyttes til påskeberetningerne.
Det koster 95 kr. at være med. Tilmelding er nødvendig, og skal ske til kirkekontoret senest 20. marts.
Og hver søndag kl. 10.00 er der gudstjeneste i Sæby Kirke – Midfaste søndag den 15. marts kl. 16.00 tillige Midfastegudstjeneste med temaet passion. Velkommen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Samvær med aftensmad og foredrag i Sæby Kirke' til en bekendt