Når en hjertestarter ikke slår til kan der stadig være håb
3. februar 2026 - kl. 6:04 - af Jeanette Wildenhoft
Hjerteforeningen Sæby inviterer til foredrag og ordinær generalforsamling mandag den 9. marts kl. 19.00 i Café Sol i Sæby Spektrum (tidligere Sæby Fritidscenter).
Der er adgang for alle, og man kan opleve et enestående foredrag med overlæge, professor dr. med. Benedict Kjærgaard, som har givet sit foredrag overskriften ”Når en hjertestarter ikke slår til, kan der stadig være håb!”
Benedict Kjærgaard er overlæge ved Hjerte-Lungekirurgisk Afdeling ved Aalborg Sygehus og landets førende specialist i at behandle hypotermi-patienter med hjertestop.
Med 45 års erfaring som hjertekirurg, forsker og læge i forsvaret giver han et fascinerende indblik i, hvordan vi i dag kan redde liv, hvor det før var umuligt.
Mobile hjertelungemaskiner kan overtage kredsløbet
Benedict Kjærgaard fortæller om udviklingen af mobile hjertelungemaskiner, der kan overtage kredsløbet ved hjertestop og ”købe tid” til livsvigtig behandling. En metode, der er udviklet gennem dyreforskning og militære erfaringer, og som i dag gør en afgørende forskel for bl.a. drukneofre og patienter med svære blodpropper.
Benedict Kjærgaard blev landskendt for sin indsats i februar 2011, hvor 13 efterskoleelever og 2 lærere kæntrede i en båd-ulykke i iskoldt vand ud for Præstø.
I 2022 forsvarede han sin medicinske doktorgrad om sin forskning, der har gjort det muligt at opvarme underafkølede patienter. Forskningen er udført parallelt med, at han har gjort tjeneste på Flyvevåbnets redningshelikoptere.
Efter foredraget serverer Hjerteforeningen Sæby kaffe/te og en bolle, og derefter er der for medlemmer af hjerteforeningen ordinær generalforsamling ifølge vedtægterne.
I Hjerteforeningen ser bestyrelsen frem til en aften med både vigtig viden og hyggeligt samvær. Alle er velkomne! Af hensyn til forplejning bedes tilmelding ske til formanden Tove Hanghøj via e-mail på:
tovehanghoej@gmail.com
Der kan ses mere om Hjerteforeningen på hjemmesiden https://lokal.hjerteforeningen.dk/saeby/
eller på foreningens facebookside.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Når en hjertestarter ikke slår til kan der stadig være håb' til en bekendt