
Ifølge en ny undersøgelse, som Human Engage har foretaget for GF Fonden, undlader op mod halvdelen af unge mellem 18 og 29 at bruge cykelhjelm – ofte fordi de føler et socialt pres. ”Bekymrende”, mener GF Forsikring. Foto: GF Forsikring/Chili Nielsen
Unge vendelboer føler sig presset til at lade cykelhjelmen ligge: Den er ikke sej
25. december 2025 - kl. 2:38 - af Jeanette Wildenhoft
En ny undersøgelse fra GF Fonden afslører, at unge mellem 18 og 29 år i stor stil dropper cykelhjelmen, fordi det ikke er sejt. Ofte handler det også om gruppepres – en farlig tendens, advarer GF Forsikring.
Op mod halvdelen af unge mellem 18 og 29 i såvel Vendsyssel som i resten af landet undlader at bruge hjelm – og mere end hver fjerde af de unge har følt et socialt pres for ikke at bruge hjelm.
Det viser en ny undersøgelse, som Human Engage har foretaget for GF Fonden, der sammen med mere end 400.000 medlemmer ejer GF Forsikring.
At så mange unge dropper cykelhjelmen, bekymrer Tina Philipsen, daglig leder af GF Nord.
“Forældre ser ud til at være en temmelig god garant for, at man husker cykelhjelmen. Desværre er der en naturlig udløbsdato på den periode, hvor ens forældres dressinger har gennemslagskraft. Så snart vi flytter hjemmefra og skal stå på egne ben, betyder det desværre også ofte et farvel til cykelhjelmen, og det er problematisk”, siger hun.
I Region Nordjylland angiver 35 procent af undersøgelsens respondenter, at de ’aldrig’ eller ’sjældent’ bruger cykelhjelm.
Der er ellers god grund til at beholde hjelmen på. International forskning viser nemlig, at cykelhjelmen reducerer risikoen for alvorlige hovedskader med cirka 60 procent. I Danmark har politiet registreret cykelulykker med 51 fatale hovedskader og 544 alvorlige hovedskader i perioden 2019-2023.
At cykelhjelmen gør en forskel, bekræfter overlæge ved Ortopædkirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital, Lars Binderup Larsen.
“Hovedet er meget udsat for skade ved en trafikulykke på cykel. Hjernen er meget sårbar, og selv mindre traumer kan give langvarige og varige gener. Ved brug af en cykelhjelm reduceres denne risiko betydeligt. Der er derfor efter min mening ikke nogen gode grunde til ikke at bruge en cykelhjelm”, siger han.
’Det ser grimt ud’
Ikke desto mindre tyder noget på, at mange unge, heriblandt dem i Vendsyssel, oplever gruppepres – og at det til dels handler om cykelhjelmens udseende. Ud af de respondenter, som aldrig bruger hjelm, svarer 35 procent nemlig at det enten skyldes at hjelmen er ubekvem eller at den ser grim ud. Det gælder særligt for kvinderne, mens mændene i langt højere grad begrunder fravalget med, at de selv ’kører pænt’.
“Måske man skal overveje, om man mere eller mindre overlagt at kommet til at medvirke til det sociale kodeks, der gør cykelhjelmen usmart. Hvis det er tilfældet, er det ikke for sent at lægge stilen om. Vi skal hjælpe hinanden med at prioritere sikkerheden, og den skal selvfølgelig veje tungere end hensynet til frisuren eller vores egen tro på vores evner som cyklist”, siger Tina Philipsen.
Du kan læse mere om GF Fondens undersøgelse her: Hvordan står det til med cykelhjelmen i Danmark? | GF Fonden
I det medlemsejede GF Forsikring gælder det solidariske princip om overskudsdeling, som betyder, at alle GF-medlemmer får del i et evt. overskud, når regnskabet gøres op sidst på året – uanset om man i årets løb har haft en skade eller ej. Det vil sige: Jo færre skader og omkostninger i årets løb, jo mere overskud er der til alle. Så når GF Forsikring løbende giver medlemmerne gode råd om, hvordan de bedst forebygger skader, er det hjælp til selvhjælp – både menneskeligt, samfundsmæssigt og økonomisk for den enkelte.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Unge vendelboer føler sig presset til at lade cykelhjelmen ligge: Den er ikke sej' til en bekendt