
Julen er de åbne hjerters fest
5. december 2025 - kl. 8:49 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Der er dejligt, travlt i julen i Sæby Kirke. Arrangementer og koncerter byder indenfor. Skoler og børnehaver flokkes i kirken og der er mange åbne arrangementer.
Torsdag den 11. er der aftenmeditation kl. 20, her handler det om åbne hjerter. Julen kaldes for hjerternes fest. Vi fletter julehjerter og pynter op med hjerter i alle mulige udgaver. Julen giver os en særlig anledning til at være sammen. Og så handler julen om den kærlighed, som Gud møder os med, og som kommer så stærkt til udtryk i det lille barn, som kom til verden i en stald i Betlehem julenat, nemlig Jesus Kristus. Julen handler om, at vi i tillid tør åbne vore hjerter for det glade budskab og for ham, som julefejringen har sit udgangspunkt i. Til aftenmeditation er der rig lejlighed til refleksion over ord fra bibelen, og god tid til stilhed og bøn.
Torsdag den 11. kl. 10.30 er der julegudstjeneste for udviklingshæmmede og seniorer. Her medvirker provst Peter Jessen samt ældresagens sangkor, der synger både nye og kendte julesange.
Fredag den 12. december kl. 10 synges julesalmer til formiddags-syng-sammen, hvor der både er fortælling om nogle af vores dejlige julesalmer og frit-valgs-sang samt kaffe på kanden.
Søndag den 14. kl. 19. er der den traditionelle julesangskoncert med Sæbygarden. De spiller julen ind med glade, swingede, jazzede og kendte juletemaer. Entreen på 50 kr. går til Sæbygardens ungdomsarbejde.
Søndag den 7. december kl. 10 tændes det andet lys i adventskransen og søndag den 14. december kl. 10 tændes det tredje lys. Lysene er tændt under gudstjenesten, hvor vi hører tekster fra bibelen og præsternes prædiken, korets sang og deltager i fællessang. Gudstjenesten er således også en fællesskabsoplevelse.
Det nye kirkeblad er landet i alle Sæbys postkasser. Hvis det ikke er kommet, så henvend jer på kirkekontoret eller i kirken. Her er en oversigt over alle arrangementer, ord om hvad kirken er og denne gang også en oversigt over konfirmationsdatoer i 2026 og 2027. Velkommen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Julen er de åbne hjerters fest' til en bekendt