
Politisk flertal lægger op til åbenhed og ændringer i udvalgsstrukturen
27. november 2025 - kl. 15:51 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det nye politiske flertal, som er dannet efter kommunalvalget for nylig, lægger op til ”en anderledes og markant større åbenhed for kommunen”.
Endvidere ønsker flertallet at skille ældreområdet ud i et udvalg for sig. Man vil hurtigst muligt sætte et arbejde i gang med en ændret udvalgsstruktur i forhold til den nuværende. Dette kræver dog en ændring af Styrelsesvedtægten, en sådan ændring skal behandles og godkendes i byrådet. På det konstituerende byrådsmøde den 1. december konstituerer man sig derfor ind i den kendte udvalgsstruktur, da det fortsat er den nuværende Styrelsesvedtægt der er gældende.
Ovennævnte blev sagt på et doorstep pressemøde torsdag eftermiddag, hvor den kommende borgmester Jon Andersen samtidig præsenterede formændene for de udvalgene.
Borgmester og viceborgmestre
Ny borgmester som afløser for den socialdemokratiske Karsten Thomsen bliver Jon Andersen, Venstre. Han bliver dermed automatisk også formand for Økonomiudvalget.
Til erstatning for Peter E. Nielsen (A) som 1. viceborgmester indtræder John Lamp Henriksen (C), der i den snart afsluttede byrådsperiode var 2. viceborgmester. Som ny 2. viceborgmester peges på Thomas Hjort (DF).
Udvalgsformænd
John Lamp Henriksen (C) indstilles som formand for Arbejdsmarkedsudvalget. Plan- og Miljøudvalget får Jens Nygaard (DD) som formand. Thomas Hjort (DF) bliver formand for Social- og Sundhedsudvalget. Klaus Hjulmand (Liberal Alliance) tildeles posten som formand for Kultur- og Fritidsudvalget, mens Venstres nuværende gruppeformand Jan Bjeldbak tildeles posten som formand for Børne- og Ungdomsudvalget.
Det efterlader en formandspost for Teknisk Udvalg i den hidtidige udvalgsstruktur. Denne post tilbydes Socialdemokratiet/SF.
Givet hånd på bredt samarbejde
Ved pressemødet understregede Jon Andersen og John Lamp Henriksen, at man hos det politiske flertal har givet hinanden hånd på, at man ønsker et rigtig bredt og frugtbart samarbejde blandt de nyvalgte 29 byrådsmedlemmer.
Jon Andersen forklarede, at flertalsgruppen lægger op til at arbejde med udvalgsstrukturen. Der skal større fokus på erhvervslivets udvikling, og så gør man sig tanker om i en kommende ny struktur at dedikere et udvalg til ældreområdet, ligesom hele sundhedsområdet grundet den nye sundhedsreform og de nye sundhedsråd med deltagelse af kommune og region vil betyde stor fokus her.
”Vi ønsker tillige en høj grad af effektivitet i, hvorledes vi inddrage borgerne, og vi skal sikre en gunstig udvikling i oplandsbyerne, hvilket Kultur- og Fritidsudvalget skal have et særligt fokus på,” lød det fra den kommende borgmester.
Tekst og foto: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.





Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Politisk flertal lægger op til åbenhed og ændringer i udvalgsstrukturen' til en bekendt