
Arkivfoto
Sidst fik Birgit Hansen 13.230 personlige stemmer – hvad sker der med stemmerne denne gang?
5. november 2025 - kl. 10:30 - af Jeanette Wildenhoft
Ved kommunalvalget den 16.november 2021 blev den daværende socialdemokratiske borgmester Birgit Stenbak Hansen den helt store stemmesluger med ikke færre end 13.230 personlige stemmer. Det betød samtidig, at en række opstillede kandidater på Socialdemokratiets liste opnåede valg trods få personlige stemmer.
Næstflest personlige stemmer fik Mette Hardam (V) med 1.536, Peter Sørensen (dengang V) med 783, Christina Lykke Eriksen (F) med 756 og femte flest Kurt Kirkedal Jensen med 755.
Der var i alt 48.534 stemmeberettigede fordelt på 22 afstemningssteder. Stemmeprocenten var 68,1% eller omsat til antallet 33.065 afgivne stemmer. Det var en samlet nedgang på 1.991 stemmer.
Mandaterne fordelte sig med 18 til Socialdemokratiet, 2 til Det Konservative Folkeparti, 1 til Nye Borgerlige, 1 til SF, 1 til DF og 6 til Venstre. Enhedslisten og Kristendemokraterne opnåede ikke valg til Byrådet.
Socialdemokratiet blev dermed klart det største parti i Frederikshavn Kommune, og det gav da også genvalg til Birgit S. Hansen som borgmester. Socialdemokratiet fik i alt 18.757 stemmer svarende til 57,4%. Der var dog tale om en samlet tilbagegang på 2,2% svarende til 1.932 stemmer.
Venstre blev med 6.851 stemmer (21,0% = en fremgang på 2,1%) det næststørste parti i Frederikshavn Kommune.
Ved kommunalvalget i 2021 opnåede Understed den højeste stemmeprocent på 82,4 efterfulgt af Hulsig med 81,7%, Lyngså med 77,8 % og Gærum med 77,3%. Lavest stemmedeltagelse fik man ved afstemningssted Frederikshavn Midt med kun 59,2% efterfulgt af Skagen med 65,0%, Frederikshavn Syd med 66,2% og Volstrup med 66,6%.
Hændelser og rokeringer
Siden sidste valg, hvor DanmarksDemokraterne og Moderaterne ikke opstillede, er der sket en række hændelser og rokeringer i sammensætningen af Byrådet. Birgit Stenbak Hansen er stoppet som borgmester og har overladt denne post til partifællen Karsten Thomsen. Han kandiderer denne gang ikke som borgmesterkandidat. Her har Socialdemokratiet opstillet Anders Brandt Sørensen, som ikke er i Byrådet i øjeblikket.
Venstre stiller med Jon Andersen som borgmesteremne. Denne er heller ikke i Byrådet i øjeblikket. Desuden stiller SF med Christine Lykke Eriksen og Konservative med John Lamp Henriksen.
Et par byrådsmedlemmer er afgået ved døden eller har trukket sig pga. sygdom, mens flere andre har skiftet til andet parti i løbet af den seneste 4 års periode.
Ved de 3 store afstemningssteder i Frederikshavn by stemte 7848 vælgere tilsammen på Socialdemokratiet i 2021 og 1447 på Venstre.
I Sæby by blev der afgivet 3.055 stemmer på Socialdemokratiet og 1.280 på Venstre. Skagboerne afgav 2.351 stemmer på liste A og 1.213 stemmer på liste V.
Valg 2025 og den d’Hondtske metode
Ved kommunalvalget den 18. november står Socialdemokratiet og Moderaterne uden for valgforbund. Der er indgået 3 valgforbund: Venstre og DanmarksDemokraterne er gået i valgforbund. Dette gælder også SF og Enhedslisten og tillige er Konservative, Liberal Alliance samt Dansk Folkeparti i et fælles valgforbund.
I hvilket omfang valgforbundene og de afgivne stemmer får betydning, kan der jo kun gisnes om på nuværende tidspunkt. Men det kan meget nemt mage sig sådan, at et parti i et valgforbund opnår et ”billigt” mandat eller omvendt må se en del af stemmerne gå til at ”hjælpe” et andet parti i valgforbundet. Alle mandaterne fordeles efter den d’Hondtske fordelingsmetode (opkaldt efter den belgiske jurist Victor d’Hondt (1841-1901), men faktisk allerede udviklet af den amerikanske præsident Thomas Jefferson.) Fordelingsmetoden er en såkaldt divisormetode, hvor opnåede stemmetal successivt divideres med divisorrækken 1, 2, 3…….
Ved seneste valg for 4 år siden krævede et byrådsmandat 1125 stemmer. Der er ved valget denne gang 47.637 stemmeberettigede i hele kommunen, og der er denne gang 15 afstemningssteder.
Kommunens ”valgforvaltning ” tør ikke komme med en ”exitpoll”. Normalt har man en sådan i løbet af aftenen/natten, men den er naturligvis første gældende efter fintællingen næste dag.
Link, hvor der kan læses meget mere om valget sidst og nu: www.valg.dk og www.frederikshavn.dk, hvor samtlige kandidaters navne til kommunalvalg og regionsrådsvalg et at læse.
(Artiklen er udfærdiget med forbehold for korrekte aflæsninger og udregninger).
Tekst: Per Rye
En kommentar til “Sidst fik Birgit Hansen 13.230 personlige stemmer – hvad sker der med stemmerne denne gang?” under annoncerne.




Ved KV21 fordelte mandaterne sig med 18 til Soc.dem., Konservative 2, Nye Borgerlige 1, SF 1, DF 1 samt Venstre 6 mandater.