Fotoudstillingen ”Fra Skygge til Lys” indeholder både personlige fotos og personlige fortællinger. Udstillingen kan ses i Manegen – Sæby Kulturhus fra mandag den 13. oktober til og med søndag den 2. november.
Fra Skygge til Lys udstilles nu i Manegen
12. oktober 2025 - kl. 5:32 - af Jeanette Wildenhoft
Fotoprojektet ”Fra Skygge til Lys” om levede liv på kanten, hvor 13 fantastiske mennesker har fotograferet deres hverdag med et engangskamera, bliver nu udstillet i Manegen i Sæby.
Fra mandag den 13. oktober til og med søndag den 2. november er det muligt at se den realistiske hverdagsudstilling ”Fra Skygge til Lys” i Manegen – Sæby Kulturhus. Der er åbent alle dage fra kl. 8.00 – 20.00.
“Baggrunden for udstillingen ”Fra Skygge til Lys” var at give en stemme til nogle de af mennesker, der måske har svært ved at blive hørt i dagligdagen. Dem med et levet liv en lille smule på kanten.
Derfor valgte vi at lade 13 fantastiske mennesker selv komme til orde med fotos fra deres hverdag”, fortæller Mette Byrgesen Jensen, daglig leder i Frivilligcenter Frederikshavn.
Fotograferne fik undervisning i det gode fotografi af fotograf Heidi Maxmiling og et engangskamera stillet til rådighed i 14 dage. Valget af engangskamera var netop, at de skulle tænke over hvert et foto de tog.
Fotoene er taget Asbjørn, Lena, Jesper, Jon, Mona, Theis, Kim, Mille, Jimmy, Stig, Michelle, Morten Glad og Morten og illustrerer både familierelationer, nære venskaber, kærlighed til mennesker og kærlighed til dyr. Noget fotograferne er stolte af at have opnået, noget der fylder i deres liv på både godt og på ondt, noget der giver dem glæde.
Fotoprojektet er et samarbejde mellem borgere i Frederikshavn Kommune, fotograf Heidi Maxmiling, Udsatterådet i Frederikshavn Kommune og Frivilligcenter Frederikshavn. Udstillingen havde fernisering på Socialmødet – sammen om sundhed & trivsel, torsdag den 4. september 2025, og har siden stået på Frederikshavn Bibliotek.
Projektet er støttet af Melsen Fonden samt Studsgaard Tryk og PhotoCare Frederikshavn .
Praktisk info:
Dag: Alle dage
Tid: kl. 08.00 – 20.00
Sted: Manegen – Sæby Kulturhus , Rådhuspladsen 2, 9300 Sæby
Den 3. november flyttes udstillingen til Kappelborg i Skagen, hvor den kan ses frem til december.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fra Skygge til Lys udstilles nu i Manegen' til en bekendt