Illustrationsfoto
Beslutning om høring af fremtidens togdrift i Nordjylland
11. oktober 2025 - kl. 3:07 - af Jeanette Wildenhoft
På et møde i august i år vedtog Kommunekontaktudvalget at sende visionen ”Fremtidens togdrift i Nordjylland” til godkendelse i kommuner og Region. Kultur- og fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune havde dette til drøftelse og beslutning på udvalgets møde forleden.
Visionen bygger videre på den succesfulde vision ”Fremtiden kører på skinner” fra 2010. Man ønsker med visionen at stå samlet som Nordjylland om de foreslåede initiativer. Det gælder i særdeleshed de store anlægsprojekter, som vil kræve politisk opbakning og finansiering af stat og EU.
Der ønskes en tilbagemelding fra kommunerne inden udgangen af oktober om opbakningen til visionen. Kontaktudvalget har besluttet at spørge Business Region Nordjylland om at stå for opfølgningen på visionen.
Visionen lyder:
”Fremtidens nordjyske tog skal fortsat levere attraktive tog til nordjyderne. Samtidig skal der arbejdes for et sammenhængende, grønt og effektivt togsystem, der kan være udviklingsdriver i hele Nordjylland.”
Den kommunale administration havde til udvalgsmødet udarbejdet et høringssvar. Svaret tilkendegiver opbakningen til den overordnede vision for udviklingen af fremtidens togdrift i Nordjylland. Herudover peger høringssvaret på en række forhold af særlig relevans og interesse for Frederikshavn Kommune.
Kultur- og fritidsudvalget godkendte høringssvaret. Udvalget vil samtidig, at det indarbejdes i høringssvaret, at Frederikshavn Kommune ønsker, at alle kommuner er repræsenteret i NT’s bestyrelse for at sikre, at alle de regionale forskelle repræsenteres i bestyrelsen. Dette findes særligt vigtigt på nuværende tidspunkt, da det er uafklaret, hvor ansvaret for den kollektive trafik lægges.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Beslutning om høring af fremtidens togdrift i Nordjylland' til en bekendt