
Arkivfoto
Foreslår fornyet aftale om driften af Cloos-tårnet i 2026
7. oktober 2025 - kl. 3:19 - af Jeanette Wildenhoft
Kommunens Center for Ejendomme, Park og Vej og Jobcenter Frederikshavn har for de seneste 5 sæsoner haft en aftale om driften af Cloostårnet.
Aftalen om Cloostårnet skal årligt evalueres med henblik på en eventuel fortsættelse i den kommende sæson.
Arbejdsmarkedsudvalget får sagen om driftsaftale næste år forelagt til drøftelse på udvalgets næste møde den 8. oktober.
I sæson 2025 havde Jobcenteret igen ansvar for ansættelse af ledige borgere til driftsopgaver forbundet med åbning i perioden 1. maj 2025 til omkring 31. august 2025. Åbningstiden blev tilpasset til efterspørgslen med en åbningstid fra kl. 11.00 – 16.00 alle dage, dog til kl. 17.00 i juli måned. Der er en samlet åbningstid i tårn og kiosk på 35 timer ugentligt – i juli måned 42 timer ugentligt.
Fire medarbejdere i fleksjob til opgaven
Der blev ansat 4 medarbejdere i fleksjob til opgaven. Derudover var der tilknyttet en medarbejder fra jobcentret med reference til afdelingslederen for Projekt og Integration til administration og regnskabsopgaver, samt en ukrainsk medarbejder til rengøring af tårn og toiletter.
Medarbejderne har haft forskellige timetal – mellem 8 og 18 timer ugentligt – og rengøring har været 6 timer ugentligt.
Arbejdet omkring Cloostårnet har bestået af salg af billetter, forefaldende arbejde omkring tårn og kiosk, samle affald i området, salg af kioskvarer, afstemme kasse mv.
3.918 betalende gæster
Der har i 2025 været 3.918 betalende gæster (til sammenligning var der 4.046 betalende gæster i 2024) – fordelt med 3.119 voksne og 799 børn.
Der er desuden solgt 86 årskort, og der har været 756 besøgende fra skoler, daginstitutioner med flere, hvor der er gratis entré.
Der har været en samlet omsætning på billetsalget på 104.968 kr. (til sammenligning var omsætningen i 2024 på 109.234 kr.).
Kiosken har haft en omsætning på 33.948 kr. inkl. moms og givet et overskud på 5.856 kr. (til sammenligning var der i 2024 en omsætning på 34.027 kr. inkl. moms og et overskud på 8.927 kr.).
Overskud fra billetsalg tilgår Center for Ejendomme, Park og Vej og går bl.a. til vedligehold, mens overskud fra kiosksalg tilgår Jobcentret.
Center for Ejendomme, Park og Vej betaler jobcentret op til 250.000 kr. til lønudgifter til Cloostårnet. Der har været lønudgifter på 245.714 kr. Herudover modtager jobcenteret 20.000 kr. for administration.
Det konkluderes, at der har været en fornuftig sammenhæng mellem økonomi og indsats til personaleadministration, koordinering og drift af tårnet og kiosk.
Forud for mødet indstiller Jobcenter Frederikshavn, at Jobcenter Frederikshavn indgår driftsaftale med Center for Ejendomme, Park og Vej omkring driften af Cloostårnet i 2026.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Foreslår fornyet aftale om driften af Cloos-tårnet i 2026' til en bekendt