Musik og Meditation i Sæby Kirke
16. august 2025 - kl. 10:25 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Aalborg Symfoniorkester er hele Nordjyllands symfoniorkester, nu kommer musikere fra det store orkester til Sæby Kirke. Det sker onsdag den 20. august kl. 19, hvor Mette Nielsen på harpe og Else Marie Tolbøll på violin vil fylde det store kirkerum med musik i en lille time. Musikerne vil spille små, lette værker. Koncerten er tænkt som en introduktion til den store spændende klassiske musik. Der er gratis adgang og alle er velkommen.
Kirken i hverdagen
Kirken er ofte midtpunkt til jul og andre højtider eller i særlige situationer i livet ved dåb, bryllup og konfirmation. Gud og kirken er også nærværende ved dødsfald eller ved kriser, hvor man føler sig magtesløs og særligt oplever behov for hjælp, og behov for håb. Men hvad med den ganske almindelige hverdag? Har Gud og kirken med den at gøre? Tør vi lade Ham være til stede der? Taler vi med Gud, når vi er glade, trætte eller sorgfulde? Det bliver temaet, når der torsdag d. 21. august kl. 20.00 er aftenmeditation i Sæby Kirke. Aftenmeditationerne er gudstjenester af ca. 40 min. varighed med meget musik, og med god tid til stilhed og til refleksion over temaet og nogle bibeltekster.
Hverdagstiden i kirken kaldes trinitatis, det er det halvår, hvor der ikke er de store kirkefester. Det er den tid vi er i nu. Også i den tid har Sæby Kirke gudstjeneste hver eneste søndag kl. 10 med prædiken, musik, sang – og efterfølgende kirkekaffe. Søndag den 17.august står provst Peter Jessen for gudstjenesten og søndagen efter den 24. er det sognepræst Keld Skovgård. Alle er velkommen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Musik og Meditation i Sæby Kirke' til en bekendt