Foto: Sæby Redningsstation
Motorbåd med svenske turister tog vand ind
23. juli 2025 - kl. 20:41 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Onsdag ved 13-tiden blev Sæby Redningsstation kaldt til en redningsaktion cirka 10 sømil øst for Sæby.
En motorbåd med svenske feriegæster var tidligere på dagen stævnet ud fra Aalbæk, men efter adskillige kilometers sejlads opdagede sejlerne, at båden var begyndt at tage vand ind, så de måtte kalde efter hjælp.
Det tog redningsholdet fra Sæby en halv time at nå frem til den nødstedte båd. Her var færgen Stena Danica, som også var blevet alarmeret, allerede nået frem og klar til at hjælpe, hvis det skulle blive nødvendigt.
Redningsstationens folk satte straks en mand og pumper ombord og kunne efter kort tid konstatere, at der kun var vandindtrængen når bådens motorer kørte.
De tømte derfor båden for vand og tog den på slæb til Sæby, hvor den skal kigges på i morgen torsdag.
Sejlerne var ifølge stationsleder Birger Isaksen naturligt bekymrede, men blev hurtigt glade og lettede, da hjælpen nåede frem.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Motorbåd med svenske turister tog vand ind' til en bekendt