Hvorfor vil Frederikshavn Forsyning ikke modtage input til forbedringer/ændringer
27. juni 2025 - kl. 14:34 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Når Forsyningens bestyrelse i april siger ”nej” til at gennemføre en anbefalet ekstern evaluering af bestyrelsens arbejde, må man spørge sig selv om årsagen?
De skriver selv, at de ikke vurderer det som relevant? Evalueringen anbefales ellers af en landsdækkende forening (DANVA), som Forsyningen er medlem af og indgår i et spørgeskema om ”Kodeks for god selskabsledelse i kommunale Forsyningsselskaber”.
Det Konservative Folkeparti havde på onsdagens byrådsmøde et initiativpunkt. Vi kaldte det ”Ejerstrategi og ledelsesstruktur i Frederikshavn Forsyning”. Vi ville gerne have opbakning til, at administrationen skulle se på ejerstrategien, samt analysere flere forhold som bestyrelsessammensætning og selskabsstruktur omkring Forsyningens nuværende virksomhed.
Formålet var, at arbejdet skulle udmønte sig i en beskrivelse af dette, som så efterfølgende skulle behandles politisk.
Men S og SF satte en stopper for processen, mens byrådets øvrige partier gav opbakning til forslaget.
S og SF ville altså IKKE have et beslutningsgrundlag, før de afviste ideen. Det er bekymrende.
Mindre bekymrende bliver det ikke, når man tænker på, at netop disse to partier også beklæder formands- og næstformandsposten i Forsyningens bestyrelse, som altså i april OGSÅ sagde nej til ”indblanding udefra”.
Fra Det Konservative Folkeparti var og er det et forsøg på at åbne en debat om at tilpasse Forsyningen til den udvikling som samfundet, klimaet, grøn udvikling og meget andet omkring os kræver.
Vi synes det er bekymrende, at man ikke ønsker denne debat.
Begge steder er forslagene ment som beslutningsgrundlag for eventuelle ændringer/forbedringer. Altså ikke spor andet end det enhver større virksomhed gennemfører jævnligt.
At afvise at undersøge om man kan blive bedre, ser ikke godt ud i vores øjne. Slet ikke for et kommunalt selskab, som er så centralt for os alle.
John Lamp Henriksen, Det Konservative Folkeparti, Frederikshavn Kommune
Peter Sørensen, Det Konservative Folkeparti, Frederikshavn Kommune
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hvorfor vil Frederikshavn Forsyning ikke modtage input til forbedringer/ændringer' til en bekendt