Strategisk midtbyplan for Sæby i offentlig høring

Arkivfoto

Strategisk midtbyplan for Sæby i offentlig høring

12. juni 2025 - kl. 11:03 - af

Frederikshavn Kommune har udarbejdet en strategisk midtbyplan for Sæby med det formål at styrke byens attraktivitet, understøtte bosætning og skabe en bæredygtig byudvikling. Planen vil være fremlagt i offentlig høring frem til den 20. august.

Planen sætter en fælles retning for, hvordan midtbyen kan udvikles i samspil med havnen, naturen og de kulturhistoriske kvaliteter, som gør Sæby til noget særligt.

Midtbyplanen fokuserer på at skabe et levende bymiljø med flere boliger, bedre forbindelser mellem bydele og styrkede mødesteder for både borgere og besøgende.

Ramme om et aktivt hverdagsliv

Gennem fortætning, byomdannelse og forbedrede byrum skal midtbyen være ramme om et aktivt hverdagsliv og rumme muligheder for fællesskab, handel, rekreation og oplevelser.
Planen bygger videre på Masterplan Sæby og Sæbys stærke identitet som historisk købstad og kystby. Særligt vægtes det at bevare og udvikle byens grønne og blå kvaliteter – herunder åen, skoven og byens historiske struktur.

En attraktiv by at bo i

Frederikshavn Kommune ser den strategiske midtbyplan som et centralt redskab til at fastholde og udvikle Sæby som en attraktiv by at bo, leve og investere i – både i dag og for kommende generationer.
Den strategiske midtbyplan skal danne grundlag og inspiration for kommende kommuneplan rammer og lokalplaner for Sæby midtby og er dermed et vigtigt værktøj i den langsigtede udvikling af byen.
Alle har mulighed for at indsende bemærkninger, idéer og forslag. Frederikshavn Kommune opfordrer alle med interesse i Sæbys udvikling til at deltage i høringen og bidrage til at forme fremtidens midtby.

Borgermøde

Via dette link kan man nærlæse hele planen: https://frederikshavn.viewer.dkplan.niras.dk/plan/124#/

Materialet, som er på 88 sider, kan desuden ses digitalt i Borgerservicecentrene i Frederikshavn, Sæby og Skagen samt på bibliotekerne i Frederikshavn kommune.

I forbindelse med offentlighedsfasen for den strategiske midtbyplan for Sæby afholdes der borgermøde i Manegen – Sæby Kulturhus den 13. august kl. 19.00–21.00.

Her præsenteres planens hovedgreb og visioner, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål, drøfte indholdet og komme med input, der kan kvalificere det videre arbejde.

Alle interesserede borgere, foreninger, erhvervsdrivende og øvrige aktører er meget velkomne.

Midtbyplanens konklusioner

Konklusionerne i planen er bl.a.:

  • Nye boligområder og infrastruktur – Udviklingen af nye boliger skal understøttes af en velfungerende infrastruktur, der skaber gode forbindelser til resten af byen
  • Forstærkning af byens identitet – Investering i tidstypiske belægninger, byudstyr og byrum skal fremhæve Sæbys købstadscharme og gøre byen mere attraktiv for bosætning og turisme
  • Styrket sammenhæng i midtbyen – Byens tre hovedområder – bykernen, Algade-kvarteret og City Vest/Kulturøen – skal bindes bedre sammen gennem byrumsløsninger, nye stiforbindelser og strategisk placering af funktioner
  • Plads til erhverv og handel – Handelslivet styrkes gennem øget tilgængelighed, en opdatering af centerplanen og mere fleksible anvendelsesmuligheder for bygninger i midtbyen
  • Mere byliv gennem strategisk placering af kultur og institutioner – Offentlige og kulturelle funktioner placeres der, hvor de bedst kan understøtte en levende bymidte
  • Grønne åndehuller og sociale mødesteder – Byens grønne områder og pladser skal bevares og videreudvikles, så de skaber rum for ophold, fællesskab og rekreative oplevelser.

Sæby Avis forventer I den kommende tid at uddrage og nærmere beskrive nogle af punkterne i planen.

Tekst: Per Rye

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Strategisk midtbyplan for Sæby i offentlig høring' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger