
Milliondonation forbedrer faciliteterne for dyr og unge på nordjysk bosted
30. april 2025 - kl. 9:35 - af Jeanette Wildenhoft
På bostedet Nørre Vesterskov styrker unge med særlige behov deres trivsel gennem arbejde med dyr, og nu får faciliteterne et stort løft. En donation på 3,3 millioner fra Melsen Fonden gør det muligt at opføre et nyt staldanlæg, som både forbedrer dyrevelfærden og skaber bedre rammer for de unges arbejde med dyrene.
Hos Nørre Vesterskov i Dybvad, som er et bo- og dagtilbud til unge med særlige behov, har man i flere år haft gode erfaringer med arbejdet med dyr til at styrke unges trivsel og sociale færdigheder. Denne tilgang kommer særligt til udtryk på værkstedet Bondegården – et trygt og aktivt miljø, hvor de unge dagligt tager del i pasning og pleje af dyrene og de øvrige faciliteter.
Nu, takket være en donation på 3,3 millioner fra nordjyske Melsen Fonden, bliver de fysiske rammer på Bondegården løftet betragteligt. Donationen muliggør nemlig opførslen af et nyt staldanlæg til dyrene:
“Vi er utroligt taknemmelige for donationen fra Melsen Fonden. Den gør det muligt at forbedre dyrevelfærden markant, fordi dyrene nu får mere plads og bedre forhold, der understøtter deres naturlige adfærd. Samtidig skaber det nye staldanlæg et mere tilgængeligt og struktureret arbejdsmiljø for vores unge”, lyder det fra Mathias Engelsted, som er værkstedslærer på Bondegården.
Fremover vil den nye stald ikke blot huse gårdens egne dyr, men også fungere som akutmodtagelse for dyr fra Nordjyllands Dyreinternat samt socialisering af internatets kaniner, og det er ifølge den anden værkstedslærer Emma Christensen afgørende for dyrevelfærden:
“Det her er et stort skridt for dyrevelfærden. Med de nye faciliteter kan vi tage imod dyr fra Nordjyllands Dyreinternat, som har behov for ro, omsorg og socialisering – noget vores unge faktisk er særligt gode til at give. Mange af dem har en naturlig evne til at skabe tillid og tryghed, hvilket gavner både dyrenes trivsel og deres mulighed for videreformidling. Samtidig oplever de unge en stor mening i at hjælpe dyr videre til et godt liv”.
Fond støtter dyrevelfærd og unges trivsel
Melsen Fonden har tidligere støttet flere dyrevelfærdsprojekter i Nordjylland blandt andet med økonomisk hjælp til Nordjyllands Dyreinternat og Aalborg Zoo. Derfor har det ifølge bestyrelsesmedlem i Melsen Fonden Kurt Møller været helt naturligt at bakke op om projektet i Vester Skov, hvor dyrevelfærd og menneskelig udvikling går hånd i hånd.
“Et af vores fire formål er at give økonomisk støtte til forbedring af dyrs vilkår. Derfor er vi også stolte af at kunne støtte et projekt, der både fremmer dyrevelfærd og giver unge med særlige behov mulighed for at udvikle sig gennem meningsfuldt arbejde”, lyder det afsluttende for bestyrelsesmedlem i Melsen Fonden, Kurt Møller, som glæder sig til at følge projektets udvikling.
Byggeriet af det nye staldanlæg på 255 kvadratmeter forventes færdigt i november 2025.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Milliondonation forbedrer faciliteterne for dyr og unge på nordjysk bosted' til en bekendt