
Illustrationsfoto
Smartcar træf på Sæby Torv i weekenden
23. april 2025 - kl. 10:52 - af Jeanette Wildenhoft
Lørdag kl. 10.00 – 13.00 kan du på Sæby Torv møde Smart Klub Danmark og de såkaldte Smart biler.
Disse små miljørigtige mikrobiler er perfekte køretøjer til dig, som primært kører bykørsel og ønsker en prisvenlig bil, som kører langt på literen. Minibilerne findes efterhånden i mange versioner og størrelser og vinder stadig stigende indpas i Danmark.
Smart Klub Danmark
Smart Klub Danmark er den officielle Smart klub i Danmark og klubben har 300 medlemmer, som har én fælles passion: Smart biler.
Når klubben lørdag gæster Sæby, er det ikke kun for at fremvise de små kompakte bybiler. Klubbens medlemmer slutter nemlig dagen af med en fælles køretur til Tversted inden de om aftenen vender retur til Sæby.
På nuværende tidspunkt er det usikkert, hvor mange biler, der deltager i lørdagens træf, men der bliver bestemt noget at komme efter og kigge på, lover Per Bach, der er arrangør af træffet.
Aktivitetschef for Sæby Handel, Henrik Christensen, ser da også frem til for alvor at få skudt årets aktiviteter på Sæby Torv igang:
“Vi havde en super påske, selvom vejret bestemt ikke var med os. Hvis vi tør stole bare lidt på metrologerne, ja så skulle der komme både sol og varme indenfor få dage – og det får jo som bekendt folk ´ud af hullerne´. Så mon ikke weekendens træf også bliver et tilløbsstykke”.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Smartcar træf på Sæby Torv i weekenden' til en bekendt