
Arkivfoto
Forslag om adgang til molehoved på havnen i Frederikshavn
18. april 2025 - kl. 9:17 - af Jeanette Wildenhoft
I forbindelse med udvidelserne af Frederikshavn Havn blev borgerne stillet i udsigt, at der skulle etableres adgang til molehovedet for fiskere, og at der skulle etableres et toilet.
Der er i dag mulighed for at gå fra den midlertidige parkeringsplads ved Arne Ørskovs Vej og de ca. 2,5 km. langs en sti ud til molehovedet uden for hegnet.
Den kommunale administration har set på mulighederne for forbedret adgang til molehovedet ved Frederikshavn Havn, og Økonomiudvalget skal nu tage stilling til mulighederne på udvalgets næste møde den 23. april.
Kørsel i bil
Der har fra flere sider været fremsat ønsker om adgang i personbiler på ydersiden af hegnet og ud til molehovedet.
Der kan dermed skabes adgang for flere, og der kan køres til molehovedet, dels for at opleve havnen/havet fra den anden side og dels for at give mulighed for, at flere kan fiske, sådan som det var stillet borgerne i udsigt ved havneudvidelserne.
Dette kræver dog, at man kan få en godkendelse til at passere bommen ved indkørslen til havneområdet.
Der er mulighed for at etablere en intern vej, så man på eget ansvar kan køre langs hegnet og frem til molehovedet.
Det er planen, at der etableres en vendeplads for almindelige biler og skabes mulighed for, at man kan parkere langs hegnet – forventet 5-10 personbiler.
Der vil af sikkerhedsmæssige grunde ikke blive mulighed for at køre helt ud på molehovedet. Der vil blive etableret en bom over den interne vej, så det kun er almindelige personbiler, der kan køre på den ”interne” grusvej, og der vil blive skiltet med, at det sker på eget ansvar samt skiltning om parkering mv.
Der skal også ske en afklaring af, om der skal ændres på matriklens afgrænsning i forhold til forskrifterne omkring ISPS (terrorsikring af havne).
Toilet og rensning af fisk
Der har været et ønske om etablering af toilet ved molehovedet. Det er anbefalingen, at der bliver etableret et selvrensende toilet, som det kendes fra midtbyen i Frederikshavn, da omkostningerne ved drift- og vedligeholdelse er væsentlige mindre. Etableringsomkostningen er dog højere end et traditionelt offentligt toilet.
For lystfiskerne vil der blive set på muligheden for rensning af fisk via bord og en pumpe, der kan sikre rensning med havvand i forbindelse med toilettet.
Hvad koster det?
Omkostningerne til bom, skilte samt etablering af vendeplads, opsætning af natursten ved molehovedet vil beløbe sig til 330.000 kr. Opsætning og indkøb af selvrensende toilet med udendørs fiskerensning vil beløbe sig til 500.000 kr., i alt 830.000 kr.
Årlig drift af toilet mv. forventes at blive 52.000 kr. Finansieringen heraf skal afklares.
Priserne er afhængige af, at det eksisterende underlag er bæredygtigt, hvilket formentlig er tilfældet. Finansieringen foreslås afholdt af puljen til by og opland.
Direktionssekretariatet indstiller forud for mødet i Økonomiudvalget, at der etableres en intern vej langs hegnet og frem til molehovedet med bom og skiltning, at der etableres et selvrensende toilet med udendørs fiskerensning, samt at finansiering afholdes gennem puljen til by og opland, og at driften af et toilet afklares.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Forslag om adgang til molehoved på havnen i Frederikshavn' til en bekendt