
Familien Münster
Påsken i Sæby byder på tætpakket og stjernespækket aktivitetsprogram
8. april 2025 - kl. 10:59 - af Jeanette Wildenhoft
Påsken, og dermed velfortjente fridage for mange, står for døren, og Sæby Handel har arbejdet hårdt for at sammensætte et spændende aktivitetsprogram.
Skærtorsdag den 17. april kan du handle i byens mange butikker og møde Sæbys maskotter, Bimse og Bamse, som vil uddele gratis påskeæg til børn i tidsrummet 12.00 – 14.00.
Derudover vil der rundt om i midtbyen være æggejagt for børn fra kl. 11.00 – 15.00. Her skal der findes 10 æg, som er gemt i byens butikker. På æggene er anført et tal, og tallene på de 10 æg lægges sammen, og det samlede tal sendes i en mail til anna@saebyavis.dk sammen med navn og telefonnummer på den voksen, som er ifølge med barnet. Barnet deltager hermed i konkurrencen om en fin præmie.
Langfredag den 18. april fortsætter påskeaktiviteterne, og fra kl. 11.00 – 14.00 kan børn male æg og klippe gækkebrev hos Bakman Design.
I gågaden vil Bimse og Bamse hygge om børnene, give high fives og uddele gratis påskeliljer. Derudover holder byens butikker selvfølgelig åben og bugner af flotte forårsvarer.
Lørdag den 19. april er den ultimative kulmination på påskedagenes aktiviteter, når YouTube fænomenet Familien Münster gæster byen med talkshow, meet’n’greet og salg af merchandise på Torvet fra kl. 11.00 – 15.00.
For dem, der endnu ikke kender til Familien Münster, kan vi fortælle, at familiens medlemmer sammenlagt har mere end 8 millioner månedlige YouTube visninger og sammenlagt over 1 million følgere på TikTok og Instagram – så det er ikke hvem som helst, Sæby Handel har fået til byen denne dag.
Det er lillesøster Naja Münster, der sammen med sine forældre, Hanne og Finn Münster, indtager Sæby Torv påskelørdag.
Naja Münster laver primært indhold på de sociale medier, der henvender sig til unge piger, og i øjeblikket er Naja aktuel med sin Stop Hate-kampagne, som har fået stor opmærksomhed i medierne. Kampagnen sætter fokus på at bekæmpe hadfulde kommentarer og mobning på de sociale medier. Netop dette emne kan Naja selv relatere til, da hun selv har oplevet online hate.
Udover ovenstående har Naja Münster også haft roller i filmene Far Til Fire og Vikingerne (2020) og Far Til Fire i Solen (2018). Derudover har hun udgivet hele 13 børnebøger i samarbejde med forlaget Carlsen.
Som de to foregående dage, vil Bamse og Bamse også lægge vejen forbi midtbyen denne dag. Det gør de fra kl. 11.00 – 13.00, og de godmodige maskotter stiller gerne op til selfies, kram og high fives.
Derudover kan du møde Natteravnene, som i år kan fejre 20-års jubilæum. De gulklædte frivillige vil kl. 11.00 uddele slik til byens mange børn.
Sæby Handel forventer, at mange mennesker vil gæste Sæby Torv lørdag, og de anbefaler derfor at man kommer i god tid – især hvis man vil sikre sig en god plads til talkshowet med Familien Münster.
En kommentar til “Påsken i Sæby byder på tætpakket og stjernespækket aktivitetsprogram” under annoncerne.
Natteravnene deler også kagemand og varm kakao – først til mølle 🙂