
Kan det passe, at toiletterne på Sæby Havn kun kan benyttes hvis man har bådplads?
7. april 2025 - kl. 10:00 - af Jeanette Wildenhoft
Redaktionen har modtaget dette læserbrev:
Kan det passe at toiletforhold på vores dejlige havn fremover KUN kan benyttes, hvis man har en bådplads? Det forekommer mig, at toiletter nu er aflåste og kun kan benyttes, hvis man har et kort, som skal købes på havne kontoret.
Jeg har skam fuld forståelse for, at man evt. skal betale for at benytte toiletter på havnen, da der jo er driftsudgifter med disse forhold. Men kunne der ikke opsættes en kortlæser, hvor man betaler med sit visa/ dankort? Jeg syntes det er meget forkert, når vi snart går forår/sommer i møde, at gæster på havnen ikke har tilgang til toiletter. Tænker især på gangbesværede og andre med dårligt helbred. Nu har man udvidet havnen, men den bliver jo ikke attraktiv at besøge i flere timer, medmindre man er sejlende. Syntes virkelig dette er en ommer.
Avisen har kontaktet havnefoged Jonas Topholt, som meget gerne vil belyse sagen vedrørende toiletforholdene på Sæby Havn:
”For at imødekomme gæster på havnen uden kort samt handicappede, er der tre handicaptoiletter, som er åbne 24 timer i døgnet. Disse er fordelt så de dækker hele havnen og kræver ikke kort.
Sæby Havn ønsker at toilet- og badefaciliteterne fremstår i flot og ren stand, men har desværre i de sidste år oplevet gentagne tilfælde af groft hærværk og tyveri fra vores toiletter. Derudover er toiletterne og badefaciliteterne blevet brugt til rensning af fisk og lign. Dette har medført, at toiletterne ofte har måtte lukkes og derved ikke har kunnet benyttes for brugerne af havnen. Dette har ført til initiativet med kortlæser, som også findes på de andre af kommunens lystbåd havne og på en stor del af landets lystbådehavne”.
Afslutningsvis kan Jonas Topholt oplyse, at Sæby Havn har modtaget flere positive tilkendegivelser på baggrund af initiativet.
En kommentar til “Kan det passe, at toiletterne på Sæby Havn kun kan benyttes hvis man har bådplads?” under annoncerne.
Jeg kan godt forstå problemet i det men hvad med at opsætte nogle faciliteter til lystfiskerene i stedet for at låse af så vi der besøger havnen kan besøge toiletterne når behovet er der. Efter jeg har læst dette har jeg virkelig ikke lyst til at besøge vores ellers dejlige havn mere idet for mig lyder til at der tages mest hensyn til de sejlene som faktisk mest er der i forår og sommer månederne men ikke os fast boende i byen eller for de mange besøgende