
Foto: Julius Waag
Dansk/færøske Gunnva annoncerer debutalbum og udgiver ‘In My Heart’
26. marts 2025 - kl. 1:01 - af Jeanette Wildenhoft
Dansk/færøske Gunnva har fundet sin egen nordiske lyd i krydsfeltet mellem pop og folk. Hendes nye single ‘In My Heart’, der udkommer den 4. april, er en organisk, melodisk sang om at tage ansvar for sit eget liv.
Gunnva er født og opvokset lidt uden for Frederikshavn i en færøsk familie, hvor musikken altid har været en fasttømret del af hverdagen. Hendes far spillede i band på Færøerne, og det var gennem ham, hun lærte at synge og spille.
Først da hun begyndte på konservatoriet i Aalborg, tog hun skridtet fra sanger til sangskriver og brugte musikken til at sætte ord på de oplevelser, der havde formet hende – en proces, der blev en måde at bearbejde tab og traumer på.
‘In My Heart’ blev skrevet i en periode, hvor Gunnva netop var blevet gift og færdiguddannet. Sangen udspringer af en følelse af at sidde fast i sine egne tanker og vente på, at andre skaber ens succes og rummer erkendelsen af, at man selv må tage initiativet for at nå sine drømme.
Mellem nordisk melankoli og internationale inspirationer
Med sin varme vokal og et organisk lydbillede, der kombinerer akustisk guitar, slideguitar og stærke melodier, placerer Gunnva sig i et moderne nordisk folk-pop-univers. Sammenligningen med Mina Okabes tonesprog føles nærliggende, og musikken trækker samtidig tråde til Fleetwood Mac, Lizzy McAlpine og Pernille Rosendahl.
‘In My Heart’ er produceret af Victor Kiowsky Søyland (Tim Schou, Karen Mukupa, Eddie Chacon, m.fl.), og i øjeblikket arbejder han i fællesskab med Gunnva på hendes debutalbum, som forventes at udkomme til efteråret.
Bio
28-årige Gunnva Jóhannisardóttir Kjærgaard er en dansk/færøsk sanger og sangskriver bosat i Aalborg. Hun har tidligere været feature på en række millionstreamende sange af DJ-duoen BOILERS, men er nu i gang med at etablere sig som soloartist med sin egen lyd, der forener pop, folk og organiske elementer.
Hør Gunnva live i Aalborg
‘In My Heart’ udkommer den 4. april på alle streamingtjenester. Gunnva kan derudover opleves live den 5. april på Studenterhuset i Aalborg sammen med While I Wonder.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Dansk/færøske Gunnva annoncerer debutalbum og udgiver ‘In My Heart’' til en bekendt