
Sammen om fremtidens fællesskaber – og det gode ældreliv
25. marts 2025 - kl. 3:54 - af Jeanette Wildenhoft
I 2023 igangsatte Byrådet udviklingen af fire nye hovedpolitikker under overskriften ”Sammen om Fremtidens Fællesskaber”. De fire nye politikker går på tværs af kommunens områder og skal understøtte sammenhængskraften i kommunen.
Politikkerne skal adressere, at fremtidens velfærd skabes i stærke fællesskaber på tværs af civilsamfund og kommune. Rammen for udviklingen af politikkerne er inddragelse af borgerne gennem dialogmøder afholdt i Frederikshavn, Skagen, Sæby og Østervrå.
På dialogmøderne i november 2024 var teamet ”Sammen om Det gode ældreliv”. Med afsæt i input fra dialogmøderne og en byrådstemadrøftelse i januar 2025 fremsendes politikken ”Sammen om – Det gode ældreliv” til delgodkendelse hos Byrådet på rådets kommende møde den 26. marts.
Den kommunale administration foreslår, at de enkelte politikker del-godkendes, efterhånden som de udvikles. Men der forventes tilpasninger, når de resterende hovedpolitikker i ”Sammen om Fremtidens Fællesskaber” udarbejdes.
Delpolitikken indgår i den samlede politik, der er bygget op som følgende:
- Byrådets ambition med politikken ”Sammen om Fremtidens Fællesskaber”
- Kort baggrund for processen
- Politikken ”Sammen om Det gode ældreliv”
- Styringsmodellen – kort beskrivelse af det fremtidige styringshierarki
Kommunens direktionssekretariat indstiller forud for byrådsmødet, at politikken ”Sammen om Det gode ældreliv” godkendes. Økonomiudvalget anbefales ligeledes.
En god kommune for alle
Byrådet ønsker, at kommunen skal være en god kommune for alle, hvor alle har mulighed for at tage ansvar for eget liv og udnytte egne evner. Kommunen skal være et godt sted at bo og leve for alle.
Mange kommuner oplever en stigning i antallet af ældre borgere, samtidig med at fødselstallet falder.
Dertil kommer, at de kommunale velfærdsopgaver er blevet mere komplekse med årene. Det sætter den fælles velfærd under pres, og der findes ingen hurtige og nemme løsninger. Til gengæld kræver det, at dem, der kan selv, skal selv, så der kan skabes rum for at hjælpe borgere, når behovet for hjælp melder sig.
Der er fremdeles brug for, at borgerne i højere grad bidrager til den konkrete løsning af velfærdsopgaverne. For eksempel kan det være, at borgere i højere grad deltager i frivilligt arbejde, som at hjælpe til i lokale foreninger eller støtte ældre naboer med daglige gøremål.
Ambitionen er, at fremtidens velfærd skal skabes i et stærkt fællesskab mellem kommunen, borgere, erhvervslivet samt fritids- og foreningslivet. Dette indebærer en ”genforhandling af samfundskontrakten”, hvor alle tager et større ansvar for hinanden og den fælles velfærd.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sammen om fremtidens fællesskaber – og det gode ældreliv' til en bekendt