
Velgørenhed og naturoplevelser i Sæby Bjergmarathon
23. marts 2025 - kl. 7:18 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Lørdag den 3. maj bliver en dag fyldt med motion, fællesskab og velgørenhed, når Sæby igen danner ramme om et motionsløb fra foreningen Løb 4 Sagen.
Sæby Bjergmarathon, er løbet hvor deltagerne kan vælge mellem flere distancer – fra 7 km til det fulde marathon på 42 km.
Løbet henvender sig til alle niveauer af løbere, der er udfordringer til alle – ønsker du at se ruten som Walker er også her mange muligheder.
En rute med smuk natur
Løbet har start og mål i Nellemanns Have, et naturskønt område, der byder på en rute med spektakulære udsigter og en varieret natur. Uanset hvilken distance du vælger, er du garanteret en oplevelse ud over det sædvanlige. Undervejs sørger løbets arrangører for en omfattende depotservice, så alle deltagere kan holde energien oppe fra start til slut.
Løb for en god sag
Løb 4 Sagen har et stærkt fokus på velgørenhed, og denne gang med ekstra drys, her har arrangørerne valgt at støtte Nellemanns Have. For hver deltager doneres et beløb til haven, hvilket gør løbet til mere end blot en sportslig udfordring – det er også en mulighed for at give tilbage til lokalsamfundet.
Mere end bare et løb
Udover en fantastisk rute og en god sag byder løbet også på ekstra fordele for deltagerne. Alle, der gennemfører, modtager en flot specialdesignet finisher-medalje som et minde om dagen. Efter løbet er der således også mulighed for at nyde et pitabrød med lækkert fyld – samt diverse drikkevarer, alt er inkluderet i tilmeldingsprisen.
Men det slutter slet ikke her – Wood Zone som laver snedkermøbler her i Nordjylland er sponsor for en mængde lækre interiørgaver. Ligeså er Louis Nielsen Frederikshavn denne dag sponsor på gavefronten – alle disse mange gaver udtrækkes på startnumrene.
Tilmelding og praktisk information
Løb 4 Sagen lover en uforglemmelig oplevelse, hvor sport, natur og velgørenhed går op i en højere enhed. Arrangementet er åbent for alle, og man kan finde yderligere information samt tilmelde sig via følgende link: https://my.raceresult.com/301107/
Kom og vær med til en fantastisk dag i Sæby – vi glæder os til at se dig i Nellemanns Have og ude på ruten!
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Velgørenhed og naturoplevelser i Sæby Bjergmarathon' til en bekendt