
Batteri til elcykel startede brand i rækkehus
23. marts 2025 - kl. 20:10 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Søndag eftermiddag blev Nordjyllands Beredskab kaldt til bygningsbrand på Rådhusvej i Sæby.
Meldingen lød på bygningsbrand med røg og flammer fra et værelse i et rækkehus.
Under fremkørslen blev det oplyst, at det formentlig var et batteri til en elcykel, der var årsagen til branden i huset.
Fremme på stedet kunne brandfolkene konstatere, at den ene rude i rækkehuset var helt sort og glasset revnet grundet kraftig varme i værelset.
Der blev indsat et røgdykkerhold, som hurtigt kunne konstatere at ejerens måde at håndtere situationen på, inden han havde ringet 1-1-2, nemlig at lukke døren ind til værelset, havde gjort at branden ikke havde spredt sig yderligere og at ilden stort set var gået ud, pga. manglende ilt.
Batteriet der var årsagen, havde ligget til opladning i sofaen og var her enten kortsluttet eller blevet overophedet og derfor brudt i brand. Ilden havde spredt sig til resten af sofaen og andre dele af værelset.
Brandfolkene fik luftet grundigt ud og batteriet lagt i et kar med vand, hvor det nu skal ligge i 24 timer, for at undgå det igen bryder i brand.
Herefter blev huset overgivet til skadesservice, der nu skal hjælpe den uheldige familie.
Der kom ingen personer til skade under branden, men værelset er voldsom røg og sod skadet.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Batteri til elcykel startede brand i rækkehus' til en bekendt