
Beslutningen om at overdrage havnen til kommunen var i orden
27. februar 2025 - kl. 13:47 - af Michael Egelund
Det har været fremført, at kommunen ikke havde hjemmel til at overtage havnen i Frederikshavn, fordi havnen ikke i de seneste 5 år havde underskud.
Advokatfirmaet Bech-Bruun konkluderer afslutningsvis i sin rapport, at en bestemmelse giver kommunen pligt til at overtage havnen i det nævnte tilfælde, men loven kan ikke læses således, at kommunen ikke i andre tilfælde har ret til dette.
”Der er således ikke grundlag for at kritisere hverken havnebestyrelsen eller borgmesteren (Birgit S. Hansen, red.) for at mangle hjemmel for beslutningen om at overdrage havnen til kommunen,” konkluderes det i advokatrapporten.
Det er advokatfirmaets opfattelse, at de beslutninger om havnens forhold, borgmesteren traf efter sonderinger med gruppeformændene i 2022 og 2023, har karakter af politiske beslutninger, der ikke kan påkalde sig juridisk kritik.
”Der er ikke grundlag for at antage, at borgmesteren har pådraget sig et retligt ansvar for manglende indgriben i havnens forhold….. eller for at have forsømt en pligt til at informere byrådet i videre omfang, end det skete,” hedder det som en af konklusionerne.
Byrådsmedlemmer i havnens bestyrelse
Der har været rettet kritik mod de medlemmer af havnens bestyrelse, som var valgt blandt Byrådets medlemmer, for eventuel overtrædelse af den tavshedspligt, der påhviler medlemmerne af en havnebestyrelse.
”Vi finder ikke grundlag for at kritisere dem for deres handlinger som medlemmer af havnebestyrelsen. De havde efter gældende regler ret til at orientere kommunens ledelse om havnens forhold, når de ikke derved tilsidesatte havnens interesser, og der er derfor ikke grundlag for at fastslå, at de skulle have brudt deres tavshedspligt som bestyrelsesmedlemmer,” lyder det videre i en af konklusionerne.
Kommunens overtagelse af havnen i maj 2024
Kommunalbestyrelsen i Frederikshavn besluttede den 15. maj 2024 at lade kommunen overtage Frederikshavn Havn, der hidtil havde været organiseret som en kommunal selvstyrehavn.
Beslutningen blev truffet efter indstilling fra havnens bestyrelse. Det var bestyrelsens vurdering, at havnen ikke havde mulighed for at fortsætte sin drift, idet havnen ikke kunne servicere den store gæld, der var blevet opbygget i forbindelse med havneudvidelsen i 2016-2023.
Det har været fremført, at kommunen ikke havde hjemmel til at overtage havnen, fordi havnen ikke i de seneste 5 år havde underskud.
Det konkluderes, at bestemmelsen giver kommunen pligt til at overtage havnen i det nævnte tilfælde, men loven kan ikke læses således, at kommunen ikke i andre tilfælde har ret til dette.
”Der er således ikke grundlag for at kritisere hverken havnebestyrelsen eller borgmesteren for at mangle hjemmel for beslutningen om at overdrage havnen til kommunen,” lyder en af konklusionerne.
Borgmester gav ikke forkerte oplysninger
”Vi vurderer, at borgmesteren ikke har givet byrådet forkerte oplysninger i forbindelse med behandlingen af sagen. Dette gælder særligt borgmesterens oplysning til byrådet om, at kommunen ikke havde retlig mulighed for at yde et lån eller give et tilskud til havnen, sådan at den aktuelle likviditetskrise kunne afværges.”
Der er her tale om et juridisk spørgsmål, der ikke er afgjort i lovgivningen eller i praksis, men havneloven må mest nærliggende læses sådan, at kommunen ikke lovligt kan yde tilskud til en kommunal selvstyrehavne uden for de tilfælde, der er nævnt i havnelovens § 9, stk. 16. Dette stemmer med de almindelige regler i forhold til kommunalt ejede aktieselskaber. Skulle muligheden være til stede, vil et kommunalt tilskud til havnen kræve ministeriets godkendelse, og denne kan næppe opnås, hvis tilskuddet i realiteten vedrører flere års drift af havnen, fastslår advokatfirma Bech-Bruun.
Dertil kommer, at et kommunalt tilskud til selvstyrehavnen med overvejende sandsynlighed vil være i strid med EU-regler om statsstøtte, der også omfatter kommunal støtte, idet det forudsættes, at Frederikshavn Havn er i en konkurrencesituation med andre havne inden for EU med hensyn til færgetrafik, gods mv., sådan at kommunal støtte til havnen kan siges at påvirke samhandlen i EU.
”På denne baggrund vurderer vi, at borgmesterens oplysning om, at et direkte tilskud til havnen ville være ulovligt, ikke kan karakteriseres som forkert,” lyder det blandt konklusionerne.
Afslutningsvis i ”pixi-udgaven” af Bech-Bruuns undersøgelse hedder det således: ”Samlet har vi således ikke fundet kritisable forhold udvist af et eller flere byrådsmedlemmer eller borgmesteren.”
Der henvises til andre artikler om advokatundersøgelsen samt til fremlæggelsen på kommunens hjemmeside www.frederikshavn.dk
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Beslutningen om at overdrage havnen til kommunen var i orden' til en bekendt