
Arkivfoto
Omfattende kontrol i Frederikshavn kommune resulterede i bøder og klip
13. februar 2025 - kl. 11:41 - af Jeanette Wildenhoft
40 trafikforseelser – blandt dem 24 klip i kørekortet blev det til, da Nordjyllands Politi onsdag udførte en omfattende kontrol i Frederikshavn Kommune, oplyser TV 2 Nord.
Kontrollen blev udført i tidsrummet kl. 11.00 – 18.00, og resultatet heraf var ifølge politikommissær og leder af Patruljetjenesten i Frederikshavn, Michael Karstenskov, voldsom:
”Det er noget voldsomt, og det er sagt på nordjysk. Det er faktisk ekstremt”.
Indsatsen blev foretaget af to patruljer, men med et borgernært samarbejde. Det er derfor på ingen måde tilfældigt, hvor patruljerne valgte at sætte ind:
”Vi har samlet sammen af de her borgerhenvendelser, vi har fået via ‘tip politiet’. Så vi har dækket så mange områder som muligt, og så er vi rykket videre til de næste”, siger Michael Karstenskov og tilføjer:
”Vi tager de her borgerhenvendelser til efterretning, og de vil sandsynligvis også afstedkomme, at vi laver en ny indsats på et senere tidspunkt, hvor vi har fokus på de her trafikfarlige forseelser”.
Michael Karstenskov appellerer folk til at blive ved med at tippe politiet, hvis der er strækninger, hvor de mener, at mange overtræder færdselsloven. Politiet tjekker løbende op på de tips, de modtager.
Udover en fod tung fod på speederen, så blev flere også taget i at snakke i telefon under kørsel.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Omfattende kontrol i Frederikshavn kommune resulterede i bøder og klip' til en bekendt