
Illustrationsfoto
Stort navn gæster Sæby til årets Pinsejazz
8. februar 2025 - kl. 1:48 - af Jeanette Wildenhoft
Arrangørerne bag Sæby Pinsejazz arbejder på et spædende og stjernespækket program for årets musikfest – og der er noget at se frem til.
Mundharpevirtuosen Mathias Heise gæster Sæby fredag den 6. juni til årets Pinsejazz. Mathias Heise bakkes op af Nordkraft Big Band.
Politiken bragte tirsdag en anmeldelse af en koncert Mathias Heisel afholdt med DR Big Bang i DR Koncerthuset. Koncerten fik den bedst tænkelige anmeldelse i form af topkarakteren ” 6 hjerter”. Anmelderen betegner Mathias Heise som en musiker med “fuldstændig unikke evner”. Disse unikke evner har du mulighed for at opleve til Pinse i Manegen – Sæby Kulturhus.
Nærmere info vil følge om billetsalg og det øvrige program for Pinsejazz i Sæby 2025.
Om Mathias Heise
Mathias Heise var bare 8 år, da han ved et tilfælde blev opmærksom på mundharpen og kastede sin kærlighed på instrumentet. I dag er han intet mindre end verdensmester i kromatisk mundharpespil – en titel, han vandt ved World Harmonica Festival som bare 20-årig. Derudover er både danske og internationale priser nærmest regnet ned over ham, bl.a. Årets nye jazzstjerne (2015) og Kronprinsparrets Stjernedryspris (2016).
Om Nordkraft Big Band
Nordkraft Big Band er hele Danmarks nordjyske bigband, som gennem de seneste år har markeret sig som et af de mest aktive, visionære og seriøse ensemble indenfor rytmisk musik.
Det 17 personer store bigband har udgivet flere plader af meget forskellig karakter. Senest blev pladen Strangers To Ourselves Ugens Album på DR P8 Jazz, ligesom bigbandet bliver spillet på både danske og udenlandske jazzradioer og streamet i hele verden.
Nordkraft Big Band har også gennem interessante samarbejder og projekter gjort sig internationalt anerkendte. Senest gennem samarbejdet med chefdirigent Remy Le Boeuf og før det med et flerårigt samarbejde med den amerikanske bassist, komponist og bigbandleder John Clayton.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stort navn gæster Sæby til årets Pinsejazz' til en bekendt