Hotel Aahøj afslutter samarbejdet med Essens Gaarden…
25. december 2024 - kl. 4:52 - af Jeanette Wildenhoft
…og indleder nyt samarbejde med kokketalent fra Hjørring.
Det lille high-end hotel i hjertet af Sæby, Hotel Aahøj, afslutter samarbejdet med Essens Gaarden.
Ét år er gået og nu gives stafetten videre. Samarbejdet mellem Essens Gaarden og Hotel Aahøj slutter nemlig ved årsskiftet. Denne beslutning er taget i fællesskab af Tonny og Kamilla.
Kamilla udtaler:
“Jeg kan godt lide tanken om, at “kokketjansen” på Hotel Aahøj går på skift. Vi går nu vores tredje kokke-samarbejde i møde. Jeg har været enormt glad for samarbejdet med Essens Gaarden i 2024, hvilket har bevirket til øget omsætning for begge vores forretninger. Nu ser jeg frem til nye spændende muligheder med en anden kokkeprofil ved roret”.
Kamilla fortsætter:
“Vi har nogle skønne lokaler og omgivelser på Hotel Aahøj, og tanken om, at menuerne og udtrykket i køkkenet skifter hvert år til noget nyt og spændende, synes jeg medvirker til at gøre Aahøj mere interessant for gæster at komme igen og igen og igen – år efter år. Selvfølgelig skal den samme høje kvalitet og genren “Fine Dining” bevares, da denne stil matcher hotellet bedst”.
Hotel Aahøj har haft flere interessante kokkeemner i sigte til at overtage pladsen for Essens Gaarden. Valget er faldet på det unge kokketalent Lukas Grøntved fra Dune Dining med hjemsted i Rakkeby ved Hjørring.
Lukas er et upcoming talent, som bør holdes øje med. Lukas har haft flere spændende ansættelser, senest som ansvarlig for bespisningen af Scheelsmindes konferenceafdeling, derudover kokkeelev og efterfølgende køkkenchef på Restaurant Abstrakt. Lukas er derudover en del af Det Danske Junior Kokkelandshold, hvor en legende og kreativ tilgang til kogekunsten er nøgleordene.
Med den nye samarbejdsaftale med Kamilla Vinter og Hotel Aahøj, er Lukas nu klar til at gå 100% fuldtid med sit eget firma “Dune Dining”. Dune Dining tilbyder Private Dinings i alle afskygninger, primært i gæsternes private hjem, og nu også i Aahøjs lokaler.
Lukas er inspireret af den nordjyske stemning ved Vesterhavet, hvor han formår at integrere den ydmyge tilgang til mad og service, heraf navnet “Dune Dining”.
Lukas udtaler:
“Jeg glæder mig til at komme ordentligt i gang med samarbejdet med Kamilla og Aahøj. Jeg sætter stor pris på at tilberede og levere mad af høj kvalitet til mindre grupper, hvor der især er tid til at kræse om råvarer og særlige finesser. Da Aahøj værner om den intime oplevelse, samt bryder den traditionelle middagsoplevelse med “tænk-ud-af-boksen”-løsninger, passer opsætningen perfekt til mit temperament”.
Lukas smiler og fortsætter:
“Jeg ser ligeledes frem til det kommende år og udvidelsen af Dune Dining på Østkysten.”
Læs mere om Private Dinner på Hotel Aahøj med Lukas Grøntved, Dune Dining, i spidsen her: https://aahoj.dk/lej-hele-hotellet/
Dune Dining og Hotel Aahøj kommer til at være afsendere på op til flere spændende events og fællesspisninger i det nye år. Alle events vil blive afholdt på Hotel Aahøj, til glæde og gavn for de lokale gæster i området.
Hotel Aahøjs events vil som altid blive annonceret i hotellets online eventkalender her: https://aahoj.dk/event-kalender/
Praktisk info til hotellets gæster:
Har du booket et selskab/arrangement på Hotel Aahøj, hvor menuen er udarbejdet af Essens Gaarden, fastholdes denne aftale.
Dune Dining overtager køkkenet på Aahøj fra d. 1. januar 2025, og varetager således de eksisterende og nykommende ordrer.
Ligeledes fastholdes overnatningsaftalen mellem Essens Gaarden og Hotel Aahøj, dvs. afholder du et selskab, bryllup m.m. på Essens Gaarden, kan overnatning på Hotel Aahøj fortsat bookes til særlig aftale.
Har du allerede booket overnatning i fremtiden i forbindelse med et selskab på Essens Gaarden, bliver dette ikke berørt af ovenstående.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hotel Aahøj afslutter samarbejdet med Essens Gaarden…' til en bekendt