Inspiration til tøj og makeup til jul og nytår

Foto: Brunø

Inspiration til tøj og makeup til jul og nytår

24. december 2024 - kl. 5:31 - af

December er en måned med hygge, gaveindkøb og ikke mindst, julefrokoster og nytår.
For mange er julefrokosterne og nytår ‘årets fester’ og for kvinderne en mulighed for at gå ’all in’ på makeup og tøj.

Avisen har været på inspirationstur hos Sæbys dametøjsbutikker, som alle bugner af tøj til både hverdag og fest, samt Matas, som har alt, du skal bruge for at lægge en festlig makeup.

Nedenfor kan du læse om årets mode indenfor festtøj og makeup, og blive inspireret til årets julefrokost- eller nytårslook.

Glitter og glamour
Kvindemoden 2024 er præget af glitter, palietter, blonder og de klassiske julefrokostfarver: rød, sølv, guld og sort.

Sæt er en tendens, som fortsætter og der ses nu også meget feminine sæt med eksempelvis blonde på buks og overdel. Er du ikke til sæt, kan delene nemt skilles ad og bruges i andre kombinationer. På denne måde kan du få glæde af tøjet til både hverdag og fest, ligesom du også kan bruge noget af det tøj, du allerede har hængende i skabet i kombination med nye dele.
Skind er ligeledes en dominerende del af modebilledet, og giver et råt modspil til et ellers meget feminint udtryk. Eksempelvis kan en blonde- eller palietbluse sammensættes med en skindbuks eller –nederdel.

Den klassiske kjole er selvfølgelig også at finde i butikkerne. Uanset om du er til glimmer, blonder eller den ’klassiske sorte’, så kan du i år finde et stort udvalg af kjoler til julens fester.

Tilbehøret spiller også en afgørende rolle og her ses et stort udvalg af strømpebukser med mønster og eventuelt glimmer. Strømperne kombineres med en lang støvle eller en høj hæl – også gerne med glimmer på. Her kan man igen vælge om fodtøjet skal understrege det feminine og pyntede look, eller give en rå kant til tøjet.
Derudover er de store ’statement’ smykker stadig at finde i butikkerne. Her ses især store øreringe eller halskæder med sten i både sølv og guld. Så har du denne slags smykker i gemmerne, som du synes er for pyntede til hverdag, så er julefrokosten den ideelle mulighed for at få dem brugt.

Når du har sammensat et festligt julefrokost look kan makeuppen være den berømte prik over i’et.
Tendenserne indenfor makeup har det dygtige personale hos Matas i Sæby hjulpet os med at belyse – og vi kan afsløre at der i år er noget for enhver smag..

Cherry Cola lips
Er du til de flotteste røde læber? Eller er du nysgerrig på, om det er noget for dig? Så er det lige nu, til de kommende julefrokoster, julen og nytår, at du kan få det afprøvet.
”Cherry cola lips” er de helt mørkerøde læber, som ser flotte og skindende ud – også det der kaldes ”glossy” indenfor makeuppens verden. Man laver looket ved, at man bruger en læbeblyant – også kaldet lipliner – gerne i en mørk rød nuance og tegner sine læber op med den. Derefter bruger du en rød eller en mørkerød læbestift på hele læben, og til sidst slutter du af med en lipgloss eller lipbalm på hele læben, for at give den ”våde” effekt, så læberne bliver flot skinnende.

Husk at alle kan bruge rød læbestift – der findes mange undertoner, eks. blå eller orange, så du kan finde lige dén du synes, der passer bedst til dig.

De blå øjne – 80’erne er tilbage!
Mange kan sikkert huske den helt kobolt blå mascara fra 80’erne – den er tilbage. Blå mascara er især god til at fremhæve brune øjne, men kan også sagtens bruges til at komplementere de blå og grønne øjne. Et godt tip til at gøre din farve på din mascara endnu mere intens er, at bruge en hvid mascara primer indenunder din favorit mascara. Og er du ikke til den blå mascara, så er der heldigvis mange andre fine farver, deriblandt grøn, lilla og brun og klassisk navyblå og sort.

Latte makeup – Det naturlige look med et pift af glimmer
Er du til en meget naturlig makeup, så fat mod. Det går heldigvis aldrig af mode, hvis man er til det helt naturlige look. Til dette look skal du bruge eksempelvis en farvet dagcreme, øjenskygge i de brunlige nuancer, en lipgloss eller lipbalm i de samme neutrale nuancer og en tilhørende brun mascara. Specielt den brune mascara er på mode her i vinteren, så ens øjne virker mere naturlige. Det sikre valg er ”cafelatte” farver – du kan altid pifte det op med lidt flydende glimmer-øjenskygge midt på øjenlåget.

Det dygtige team i Matas i Sæby fortæller, at der ikke længere er regler indenfor makeuppens verden. Du må gerne bruge glimmerøjenskygge, også selvom du er over 70 år – du bestemmer helt selv, hvad du bedst kan lide at bruge.
Både Matas og tøjbutikkerne glæder sig til at guide dig, så du kan få det helt rigtige jule- eller nytårs look.

 

Nedenfor ses inspirationsbilleder fra Kalhøj, Brunø og Matas.

 

 

 

 

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Inspiration til tøj og makeup til jul og nytår' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger