Sæby Varmeværk hæver varmepriserne fra nytår

Sæby Varmeværk hæver varmepriserne fra nytår

23. december 2024 - kl. 6:18 - af

De seneste år har Sæby Varmeværk brugt mange millioner kroner på at fremtidssikre produktionsanlæg såvel som ledningsnet samt udvidelser i industriområdet omkring Kjeldgaardsvej og Tranåsvej, udelukkende for at gøre varmeleverancerne grønnere og billigere, som varmeværkets driftsleder Karsten Thiessen udtrykker det.

”Men med baggrund i stigende afgifter og energipriser ser vi os desværre nødsaget til at skrue på priserne i opadgående retning, så et standardhus på 130 m2, stiger med knap 1.000 kr. årligt” oplyser Karsten Thiessen.

Kost-ægte priser

Varmeforsyningsloven foreskriver, at der er overensstemmelse mellem varmeværkets indtægter og udgifter. Det betyder, at varmeværkets faste omkostninger skal dækkes af de faste indtægter såsom abonnementer og arealbidrag, og de variable omkostninger skal dækkes af de variable indtægter, nærmere bestemt varmeprisen. Denne struktur betegnes som kost-ægte priser.

Varmeværket sænker derfor Megawatttime-prisen fra 500,- kr./MWh til 475 kr./MWh før moms. Til gengæld hæves arealbidraget fra 12 kr./m2 til 20 kr./m2, og abonnementet stiger fra 1.000 kr. årligt til 1.200 kr. årligt eksklusiv moms.

Stigning for et standardhus

Hvis man som udgangspunkt tager et standardhus på 130 m2 med et forbrug på 18,1 Megawatttimer, vil varmeprisen fra nytår stige 6,8% fra 14.513 kr. til 15.499 kr.

For en standardlejlighed på 75 m2 og et forbrug på 15 Megawatttimer vil stigningen i varmeprisen udgøre 4,5% fra det nye års begyndelse.

Karsten Thiessen oplyser, at den samlede afgift på naturgas for Sæby Varmeværk alene stiger 1,6 mio. kr. om året, svarende til godt 350,- kr. årligt for et standardhus. Til gengæld falder prisen på transport af naturgas en anelse. Ydermere har varmeværket mistet indtægter fra det tidligere grundbeløb på 12 mio. kr./år, som forsvandt ved udgangen af 2021.

Stor nedgang i CO2-udledning

De seneste 6 år har Sæby Varmeværk investeret 80 mio. kr. i udvidelse af solvarmeanlæg og stor luft-til-vand varmepumpe, 50 mio. kr. i nye ledningsanlæg og målere.

”Man kan sige, at vi derved har foretaget relevante investeringer i fremtiden,” lyder det fra Karsten Thiessen. Det har samtidig medvirket til en reduktion på ikke mindre end 60% i CO2-udledningen!

”Med de forskellige anlæg står Sæby Varmeværk solidt rustet til at gå de kommende års varmeproduktion fornuftigt i møde såvel energirigtigt som økonomisk,” fastslår driftsleder Karsten Thiessen.

Tekst: Per Rye

 

 

2 kommentarer til “Sæby Varmeværk hæver varmepriserne fra nytår” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

2 kommentarer til “Sæby Varmeværk hæver varmepriserne fra nytår”

  • Anders Brønnum

    I grunden underligt man efterhånden har skabt en prisstruktur hvor det er forholdsvis virkningsløst at spare på varmen, efterisolere eller skifte ruder, da den variable del af prisen bliver mindre og mindre.
    Det virker lidt ude af trit med det generelle klimamantra hvor det hidtil har været god latin at reducere energiforbruget.
    Den ønskede prisstruktur er formentlig et udtryk for det er lykkedes varmeværket at skabe forholdsvis store faste omkostninger via gældsætning/investering.

    Iøvrigt er det lidt pudsigt at man ofte tager udgangspunkt i en beregning på et mindre hus på 130 kvm med et forholdsvis stort kwh forbrug. Hvis man derimod regner på et lidt større moderne hus med flere kvm, men mindre forbrug, så er den procentvise stigning tocifret.

    Man må jo som forbruger håbe, at der er tale om intelligente gældsætning som betyder det faste bidrag på sigt kan sænkes igen, således den enkelte igen kan blive herre over egen varmeregning.

  • john Christensen

    ja jeg forstår heller ikke fjernvarmeværkets strategi ud over de vil trække så mange penge som muligt ud af dem der forsøger at energi optimere de større huse , vi har et 240kvm hus og har et forbrug ca 10 kwh, der er ikke meget logik i at energi optimere sådan et hus. Jeg vil overveje at gå over til generel el/solcelle/solfanger opvarmning og forlade fjernvarme.

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Sæby Varmeværk hæver varmepriserne fra nytår' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger