Foto: Sven Ingvardsen
Indlæg: Jeg tillader mig endnu en gang at være naiv…
19. december 2024 - kl. 19:18 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det kan evt. skyldes mit ungdommelige sind. Men jeg er ganske fortrøstningsfuld i forhold til restaurationerne i vores kommune i almindelighed og de hjemmehørende i Skagen i særdeleshed. Jeg kommer med stor fornøjelse rundt i Danmark – også i sommervarmen. Og til tider også med høj musik, fest og farver. Heldigvis! Det skal naturligvis ikke forstås sådan, at jeg opsøger festligheder, men jeg føler mig kaldet, når jeg står midt i det.
Da jeg selv var formand for Plan og Miljøudvalget, kunne det konstateres, at meget få kommuner regulerer støjen fra restaurationer og natteliv. Men det lykkes alligevel efter de gældende vejledende støjgrænser at skabe sjov, musik og latter hos gæsterne. Du har sikkert selv lignende oplevelser.
Jeg kender til et par stykker af restauratørerne i Skagen og deres dygtighed, og jeg er ganske overbevist om, at de kan fortsætte med at drive en god forretning i det kommende år. Og den gode nyhed er, at de kan gøre det uden at frygte retlige efterspil, når man ser på antallet af domfældelser inden for støjområdet. Når jeg gennemgår sager, som har ført til domfældelse for støj i nattelivet i Danmark, så er det vist ikke en overdrivelse, at der ikke er særlig mange – jeg har i hvert fald vanskeligt ved at finde nogen overhovedet. Men jeg er selvfølgelig heller ikke advokat.
Så jeg kommer ikke til på vegne af Socialdemokratiet at tegne et billede af, at man smadrer et erhverv, som er en del af kommunens vækstmål, fordi en restaurationsforskrift fejlagtigt ikke er blevet miljøvurderet. Når vi i kongeriget f.eks. kan have Jomfru Ane Gade i Aalborg, Skolegade/Mejlgade i Aarhus, store dele af indre by i København og Odense og det hedengangne Freddys i Frederikshavn, så er jeg ret sikker på, at Danmarks bedste restauratører i Skagen også kan få sæson 2025 til at fungere på lige fod med resten af landet. Og til sæson 2026 er miljøvurderingen færdig. Og det var så det.
Anders Brandt Sørensen, Spidskandidat for Socialdemokratiet til byrådsvalget 2025
En kommentar til “Indlæg: Jeg tillader mig endnu en gang at være naiv…” under annoncerne.
hvis ovenstående er skrevet af en politiker, så beviser han, at han ikke ved, hvad han udtaler sig om. skolegade og mejlgade i århus er yt, og har været det i flere år. nu er det frederiksgade. men sådan er det med de politiker, de siger en hel masse sludder, uden det har noget indhold. hvis du er i tvivl, skal jeg nok invitere dig.