Forslag om at Musikkorps Sæbys fritages for grundskyld
16. november 2024 - kl. 7:40 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Når Byrådets økonomiudvalg mødes den 20. november er der på dagsordenen et punkt, hvor Musikkorps Sæby søger om fritagelse for at betale grundskyld for ejendommen Skolegade 6A i Sæby.
Den kommunale administration modtog tilbage i september 2022 en ansøgning fra Musikkorps Sæby om fritagelse. Dengang blev det vurderet, at Musikkorps Sæby ikke kunne opnå fritagelse pa. et par paragraffer i korpsets vedtægter. Administrationen har i juni i år modtaget en ny ansøgning fra Musikkorps Sæby om fritagelse.
Foreningens formål er bl.a. at samle aktive medlemmer i et musikkorps samt fastholde medlemmer, der har været aktive musikere i Musikkorps Sæby i mindst 5 år, og som på grund af helbred eller alder ikke længere er i stand til at være musisk aktive, men som fortsat ønsker at være knyttet til korpset i form af det sociale liv gennem et veteranmedlemsskab og dermed fortsat være til gavn for musikkorpset med praktiske gøremål ved arrangementer og lignende.
Ejendommens grundværdi er ved seneste vurdering på ca. 438.900 kr. Den årlige grundskyld udgør godt 13.000 kr.
Kan give hel eller delvis fritagelse
I lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme fremgår det, at kommunalbestyrelsen helt eller delvist kan meddele fritagelse for betaling af grundskyld til ”ejendomme, der ejes af almenvelgørende stiftelser eller andre institutioner med almennyttigt formål, og som anvendes til institutionens formål.”
Ejendommens benyttelse vurderes derfor at være inden for lovgivningens rammer for fritagelse for betaling af grundskyld.
Den kommunale administration har undersøgt, om der er lignende institutioner, hvor kommunen har fritaget for grundskyld. Det er tilfældet for Østervrå Idræts- og Kulturcenter, Skagen Kultur- og Fritidscenter, Sæby Spektrum og Bannerslundhallen, hvor ejendommene har en tilsvarende benyttelse, og hvor institutionerne er fritaget.
Hvis fritagelsen godkendes af Økonomiudvalget, vil den træde i kraft med tilbagevirkende kraft pr. 1. juli 2022 og være gældende, indtil ejendommens benyttelse ændres.
Center for Teknik og Miljø indstiller forud for mødet, at Musikkorps Sæby fritages for betaling af grundskyld på ejendommen.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Forslag om at Musikkorps Sæbys fritages for grundskyld' til en bekendt