Tillykke til Talentsportsklasserne
14. november 2024 - kl. 9:27 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Med onsdagens beslutning i Børne og Ungdomsudvalget ser det nu endelig ud til, at Talentsportsklasserne får lov at fortsætte. Det er vi glade for i Venstre.
Sammen med ungdomsuddannelsernes Sportsakademi bidrager folkeskolens Talentsportsklasser nemlig til en stærk og meget positiv fortælling om vores kommune. De sportslige muligheder får flere unge til at blive i eller komme tilbage til vores kommune efter feks et efterskoleophold, ligesom begge tilbud desuden formår at tiltrække unge fra andre områder i landet.
Ingen kan være i tvivl om, at Venstre er glade for aftalen, som vi igennem hele processen har lagt mange kræfter i. Sammen med andre fremsynede byrådspolitikere har vi på et utal af møder kæmpet hårdt for Talentsportsklasserne.
Især er vi glade for, at Talentsportsklasserne kan fortsætte som et skoletilbud uden en stor egenbetaling, der ville have udelukket visse elevgrupper. Talentsportsklasserne fortsætter altså nu som et tilbud til alle ambitiøse udøvere i alle idrætsgrene.
Ikke uden overraskelse konstaterer vi i øvrigt, at Socialdemokraterne allerede tirsdag var i medierne for at omfavne aftalen og den nye model for Talentsportsklasserne som deres egen. Med Socialdemokraterne ombord ser det derfor endelig ud til, at alle partier støtter Talentsportsklasserne.
I Venstre glæder vi os! På børnenes, de unges, foreningernes, sportens, uddannelsernes, kommunens og på samarbejdets vegne.
På vegne af Venstre byrådsgruppe
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Tillykke til Talentsportsklasserne' til en bekendt