Undgå at blive snydt i telefonen eller i hjemmet
8. oktober 2024 - kl. 2:36 - af Jeanette Wildenhoft
Nordjyllands Politi får mange anmeldelser fra folk, der er blevet snydt af nogen, som udgiver sig for at være fra banken, politiet, boligselskabet og lignende. Svindlerne franarrer deres ofre værdier – alt fra smykker til personlige oplysninger og kontanter.
Derfor opfordrer politiet til, at borgere udviser skepsis og forsigtighed, hvis de kontaktes i telefon eller i hjemmet.
Nordjyllands Politi understreger, at hverken banker, myndigheder eller virksomheder nogensinde vil ringe og bede dig overføre penge eller bede om personlige oplysninger eller koder.
Hvis du bliver ringet op af en fremmed, skal du ifølge Nordjyllands Politi smække røret på – hellere ét nej for meget, end ét for lidt.
Hvis du er i tvivl, så ring til banken, et familiemedlem eller til politiet på telefon 114.
Får du uanmeldt besøg af én, du ikke kender skal du være yderst påpasselig – også selvom de siger at de er kommet for at hjælpe dig, arbejder i banken, hos boligselskabet eller lignende.
Lås døren – også når du er hjemme eller ude i haven, og hav ikke værdigenstande liggende fremme. Udlever ej heller personlige oplysninger, koder, kreditkort, kontanter eller andet af værdi.
Ring 112, hvis svindleren fortsat er til stede eller lige er flygtet – eller ring 114, hvis svindleren ikke længere er til stede.
HUSK: Du kan altid bede om at se legitimation på fx sundhedspersonalet, hvis du er i tvivl.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Undgå at blive snydt i telefonen eller i hjemmet' til en bekendt