Næsten udryddet æble bliver genoplivet på Sæbygaard
27. september 2024 - kl. 8:59 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Æblesorten ’Sæbygaard Gråstener’ bliver genplantet på Sæbygaard 5. oktober som en del af fejringen af Sæbys købstadsjubilæum.
Lørdag 5. oktober kl. 15.00 bliver æbletræet ’Sæbygaards Gråstener’ genplantet på Sæbygaard Slot. Genplantningen er en del af fejringen af Sæbys 500-års købstadsjubilæum.
Æblesorten forsvandt for 30-40 år siden, men træet kommer nu tilbage til Sæbygaard, efter Nellemanns Haves Venner og Knivholt Frugtlaug har fået podegrene fra Københavns Universitets genbank. Podegrenene kommer fra efterkommere af de oprindelige træer på Sæbygaard.
Borgmester Birgit S. Hansen planter de første to æbletræer, som skal stå på et areal tæt på p-pladsen.
– Sæbys købstadsjubilæum er en rigtig fin anledning til at genoplive den gamle æblesort, som hører til på Sæbygaard. Jeg glæder mig over, at æbletræet nu vender hjem, og samtidig er det en gave, som bliver ved at give år for år med æbler på træerne, siger Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune.
Alle er velkomne til at deltage i genplantningen af æbletræet Sæbygaard Gråstener.
3 kommentarer til “Næsten udryddet æble bliver genoplivet på Sæbygaard” under annoncerne.
Blot til orientering omkring Sæbygaard Gråstener.
Jeg har for nogle år siden arbejdet med dette æble og hvorfra det opstod. Jeg kan oplyse at i “Danmarks frugtundersøgelse” fra 1925, kun er nævnt i Sorø amt (side 126) og slet ikke i Dybvad Kredsen, Vensyssel. Her nævnes ellers Stamhusbesidderen J Ahrenfeldt, Sæbygaard med 87 æbletræer i haven, men der er ingen Gråsten Sæbygaard imellem. (s. 312 ff)
Johan Christian Fischer som iflg. Matthiesen var den der fandt denne Gråstener sport var landstingsmedlem, indvalgt i Slagelsekredsen 1852 og senere opstillet i Sæbykredsen. Dette er eneste tilhørsforhold til Sæbyegnen, da han boede hele sit liv i Slagelse og København. Dette er ikke endegyldigt bevis på hvor det opstod men da det ikke er nævnt i forbindelse med Sæbygårds have i 1925 ville jeg være lidt forsigtig med at udnævne det til en Nordjysk sort.
Med venlig hilsen Mikael Horn
Interessant indlæg fra Mikael Horn. Et gammelt æbletræ står stadig på Sæbygårds jorder. Det har alle kendetegn på at kunne være et Sæbygård Gråstener. Men det kan vel undersøges ved hjælp af genteknologi?
Nu er det jo en genetisk mutant af gråsten og genetisk ens, så en dnaprøve vil ikke vise forskel. Den eneste forskel på den oprindelige gul gråsteen er at den modner tidligere og giver flere æbler.