Sådan kan vælgere med handicap stemme til Europa-Parlamentsvalget

Arkivfoto.

Sådan kan vælgere med handicap stemme til Europa-Parlamentsvalget

17. maj 2024 - kl. 1:37 - af

En lup til at forstørre teksten og et hæve-/sænkebord er bare nogle af de hjælpemidler, du kan benytte, når du stemmer til Europa-Parlamentsvalget den 9. juni 2024.

Hvis du har et handicap eller i øvrigt ønsker hjælp, når du skal sætte dit kryds på stemmesedlen, kan du bruge en række hjælpemidler. Du kan også søge om at blive flyttet til et andet valgsted.

Du kan på alle valgsteder få stillet en lup til rådighed. Luppen forstørrer teksten på stemmesedlen og kan gøre den nemmere at læse. Når du skal sætte dit kryds, kan du også bruge en lidt tykkere sort pen, så du tydeligere kan se, hvor du har sat krydset.

På alle valgsteder er der opsat en LED-lampe i et stemmerum, så du selv kan tilpasse lysstyrke og lysfarve.

Derudover kan du også bruge et elektronisk forstørrelsesapparat kaldet CCTV, der kan forstørre stemmesedlen op på en skærm, og som lader dig tilpasse forstørrelse og kontrast. CCTV’et vil være på mindst ét valgsted i hver kommune.

Det er desuden muligt at stemme ved et hæve-/sænkebord på mindst ét valgsted i hver kommune. Det kan være en fordel, hvis du for eksempel er kørestolsbruger.

Hvis CCTV’et eller hæve-/sænkebordet er på et andet valgsted end der, hvor du er tilknyttet, kan du søge om at blive flyttet til det pågældende valgsted.

Hjælpemidlerne er også til rådighed, hvis du brevstemmer i kommunen. Luppen, den sorte pen og LED-lampen er på alle brevstemmesteder, og hæve-/sænkebordet og CCTV’et er på mindst ét brevstemmested i kommunen.

Du kan søge om at stemme på et andet valgsted

Hvis du har et handicap eller nedsat førlighed, kan du søge om at stemme et andet sted end der, hvor du er tilknyttet. Det kan for eksempel være, hvis du gerne vil bruge hæve-/sænkebordet eller CCTV’et, som kun findes på visse valgsteder, eller hvis du gerne vil stemme et sted, hvor adgangen er mere handicapvenlig.

Hvis du ønsker at skifte valgsted, skal du søge om det hos din kommune senest kl. 12 fredag den 31. maj 2024. Du kan søge om at skifte valgsted ved at udfylde et ansøgningsskema eller ved at kontakte din kommune telefonisk. Her kan du finde ansøgningsskemaet.

Du skal kontakte borgerservice i din kommune for at finde ud af, hvilket valgsted du er tilknyttet. Borgerservice kan også hjælpe med at finde et andet valgsted, der bedre opfylder dine behov.

Hjælpemidler

  • Sorte penne, der gør afkrydsningen tydeligere.
  • Lup, der forstørrer teksten på stemmesedlen. Luppen kan stå selv, så du kan afkrydse stemmesedlen under luppen.
  • LED-lampe, hvor du selv kan tilpasse lysstyrke, lysfarve og lysretning.
  • Hæve-/sænkebord, der kan indstilles i højden, så en kørestolsbruger kan placere sig ved bordet.
  • Forstørrelsesapparat (CCTV), der forstørrer stemmesedlen og kan øge kontrasten.

Læs mere på Indenrigs- og Sundhedsministeriets valghjemmeside.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Sådan kan vælgere med handicap stemme til Europa-Parlamentsvalget' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger