Trods silende regn deltog overraskende mange i smukt fakkeloptog
6. maj 2024 - kl. 12:26 - af Jeanette Wildenhoft
Vejrguderne viste sig ikke fra deres bedste side, da Sæby Handelsstandsforening i går aftes afholdte Fakkeloptog med start fra Sæby Torv.
Dette afholdte dog ikke byens borgere fra at møde talstærkt op og vise deres tak til dem, som har været med til at skabe og udvikle Sæby gennem tiden.
Deltagere i alle aldre
Mere end 120 personer i alle aldre trodsede kulde og sildende regn og bakkede op om det symbolske og højtidelige arrangement.
Inden fakkeloptogets start kunne de fremmødte købe fakler, blomster og gravlys, ligesom der var smagsprøver på vin. Derudover sørgede foreningen Rødder & Vinger for god stemning og underholdning inden alle fremmødte gik mod kirkegården bærende fakler – og paraply.
Taler og musik fyldte kapellet
Oprindeligt var planen, at der udendørs på kirkegården ville være taler og afslutningsvis musik. Men grundet vejret, var arrangørerne nødt til at tænke alternativt og rykke arrangementet ind i tørvejr i kapellet, hvor alle bænke blev besat.
Her tog sognepræst Mads Hermansen Callesen imod de fremmødte, inden han gav ordet videre til borgmester Birgit S. Hansen, som leverede en flot tale om Sæby og dens historie.
Efterfølgende holdt kirkegårdsleder Peter Boel Beck en tale omhandlende Sæby Kirkegård og fremtidige planer og visioner for kirkegården.
Som afslutning på det flotte arrangement leverede sanger Rikke Flinck Månsson og trompetist Jeppe Gadekær Hansen en smuk og rørende a cappella version af ”Der er et yndigt land” – alt imens fakler symbolsk oplyste tusmørket.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Trods silende regn deltog overraskende mange i smukt fakkeloptog' til en bekendt