Velbesøgt foredrag i Retfærdigheden om historiske Sæby
29. april 2024 - kl. 9:29 - af Jeanette Wildenhoft
“Sommerglæder” i Retfærdigheden
Torsdag den 25. april var der igen mulighed for at blive en lille smule klogere på Sæbys historie. Retfærdigheden i Sæby lagde rammer til det andet foredrag i Retfærdighedens foredragsrække ”Historie Torsdag”. Denne aftens emne var ”Sommerglæder” med fortællingen om de kunstnere og forfattere, der i anden halvdel af 1800-tallet besøgte Sæby og priste byens mange ”lyksaligheder” i tekst og billeder. Aftenens foredragsholder var Anne Katrine Holm Pedersen, der er kandidatstuderende i historie ved Aalborg Universitet og formidler ved Nordjyllands Kystmuseum.
Maleriske Sæby
Det blev en spændende og lærerig aften for de mange tilhørere, der fyldte Retfærdigheden til sidste plads. Anne Katrine Holm Pedersen indledte med kort at opridse Sæbys historie fra middelalderen og tiden omkring Stygge Krumpen – op til midten af 1800-tallet, hvor malerne begyndte at besøge Sæby. Den første var P.C. Skovgaard, der ”opdagede” Sæby på en rejse til Læsø i 1849. Den smukke bøgeskov og den frodige natur i Sæby var mere tiltrækkende end det lidt mere barske Læsø. Sæby – og især bøgeskoven og Sæby Å – blev et yndet motiv for flere malere, bl.a. Christian Zacho og Peder Mønsted.
Forfatternes by
Forfatterne kom til Sæby henimod slutningen af 1800-tallet. En del af forfatterne, bl.a. Gustav Wied og Herman Bang, var fra Bangsbokredsen omkring godsejeren Johan Knudsen, der i 1891 købte Bangsbo. Begge forfattere tilbragte længere tid i Sæby. Herman Bang på ferier på Clasens Hotel, mens Gustav Wied boede i byen fra 1894 – 1897. En del af deres værker tog udgangspunkt i begivenheder og lokaliteter i Sæby.
Sæby Jernkilde og helbredende vand
En medvirkende grund til, at forfatterne og andre gæster kom til Sæby var, at tyske teglværksarbejdere i 1883 fandt jernholdigt vand i udkanten af Sæbygaard Skov. Det medførte etablering af Sæby Jernkilde og senere i 1895 af Sæby Kur- og Badehotel. Her kunne gæster på kurophold drikke det helbredende vand og ”nyde livet” på gåture i skoven og ved stranden i Sæby.
Inspiration til Fruen Fra Havet
De store forfattere Henrik Ibsen og Holger Drachmann var også gæster i Sæby i denne periode. Henrik Ibsen fandt inspiration til bogen ”Fruen fra Havet”, bl.a. i den tragiske historie om dommeren i Sæbys datter, Adda Ravnkilde. Holger Drachmann boede på Kur- og Badehotellet og blev hyppigt set på gåture i skoven og i byen
Foredraget blev krydret med anekdoter og historier om de farverige personligheder, der besøgte Sæby. Det var en fornøjelse at høre om de mange kendte Sæby lokaliteter og navne, der dukkede op i løbet af foredraget. Aftenen sluttede med et stort og velfortjent bifald til foredragsholderen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.





Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Velbesøgt foredrag i Retfærdigheden om historiske Sæby' til en bekendt