Elever fra HTX Frederikshavn på studietur i Grønland
10. april 2024 - kl. 6:00 - af Jeanette Wildenhoft
Elever fra 2. g på Frederikshavn Gymnasium har netop været på studietur i Grønland.
Den længe ventede studietur tog sin start i Kangerlussuaq, hvor HTX eleverne fik deres første oplevelse af den smukke natur og dyreliv, Grønland har at byde på.
Herefter gik turen fra Kangerlussuaq til Nuuk via propelfly. I Nuuk blev eleverne introduceret til grønlandsk kunst på byens kunstmuseum – herunder en udstilling med tupilakker udformet som ånder fra grønlændernes tro.
Da Nuuk er en by, som ligger tæt ved kysten og fjordene, var det oplagt at arrangere en sejltur omkring byen. Her fik eleverne set det smukke landskab samt prøvet at fiske på grønlandsk manér– hvilket efter lang tid resulterede i fangsten af fire fisk.
Med fødderne retur på fastlandet, gik næste tur til Nuuks Nationalmuseum, hvor eleverne blev vist rundt. Her fik de blandt meget andet set mumier fra 1400-tallet og en masse andre spændende udstillinger.
Sidste dag inden hjemrejse blev brugt på Nuuks Naturinstitut samt Nuuks gymnasium, GUX. Her blev HTX eleverne fortalt om skolen og de grønlandske elevers oplevelse af at gå på gymnasium i Grønland samt deres uddannelsesmuligheder generelt.
Turen har for de nordjyske HTX elever været en stor oplevelse og har givet dem stor indsigt i den grønlandske kultur, natur og uddannelsessystem. Særligt tager eleverne én ting med sig hjem – nemlig den positive måde hvorpå grønlændere møder nye mennesker.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Elever fra HTX Frederikshavn på studietur i Grønland' til en bekendt